Funktionelle objekter og dansk håndværks- og pottemagertradition er en drivkraft for mig.

Kandens arketype har min særlige opmærksomhed, og ses som skulpturelle individer med hver deres personlighed. Kanderne befinder sig i en vekselvirkning, med alt det der strømmer forbi, og den brug og de situationer de indgår i.

Jeg søger at indfange følelsen og sanseligheden i leret. Jeg er opvokset på en fed lerjord i Vendsyssel. Minderne om lerets taktilitet har jeg med mig i mit kunstneriske arbejde.

Mit klimaaftrykket optager mig. Jeg arbejder i dansk lertøj og undgår derved at importere ler og brænder ved væsentligt lavere temperaturer end stentøj. Det ler jeg bruger er opgravet i Jylland.

Jeg er optaget af diversitet i bred forstand. Jeg læner mig ind i en drivkraft hvor gentagelsen afføder små men betydelige forskelle og en rig diversitet. Gentagelsen som kunstnerisk metode gennemsyrer mine valg af former, udtryk og min arbejdsgang.

Jeg er uddannet på Århus Kunstakademi i 2022 og bor i dag i Malling.
Jeg udbyder kurser på Århus Kunstakademi.