Priser

Her er modtagerne af kunsthåndværkerprisen Håndfuglen 2019

Håndfuglen 2019 blev tildelt Rick Gerner og Johanne Jahncke. Juryen var imponerede over deres gennemførte tilgang til materiale, proces og formidling. Prisen uddeles hvert år på Frue Plads Marked i København.

Bag virksomheden Gerner Jahncke står Johanne Jahncke og Rick Gerner. Begge er uddannede fra Designskolen på Bornholm i 2016. Fotograf Christoffer Askman

Juryens begrundelse:

“Duoen Rick Gerner og Johanne Jahncke er i gang med en grundig undersøgelse. Med en praksis indenfor glas, keramik og værktøjsmageri, går de til arbejdet med en nysgerrighed, som de bringer videre ind i udformningen af konkrete produkter og i formidlingen af deres arbejde.

Stort set alt kunsthåndværk tilbyder en modposition til masseproduktion og global varedistribution. Det minder os om, at rigtige mennesker kan lave ting af høj kvalitet, som vi får lyst til at gemme og bruge i lang tid, fremfor at skifte ud efter modeluner. I den sammenhæng er Rick Gerner og Johanne Jahncke desuden en del af en gruppe udøvere, som har en vågen bevidsthed omkring det lokale og det sanselige, og en lyst til at undersøge det tilsyneladende banale: jorden lige umiddelbart rundt omkring os. Det er et sympatisk projekt.

I juryen er vi intuitivt blevet tiltrukket af deres glas, vaser og objekter. De fremstår nordisk-minimalistiske og indbydende. Hvem skulle have troet, at Bornholms jord indeholder så mange røde nuancer? Derudover kan man igennem produkterne mærke en stærk relation til de to kunsthåndværkeres praksis, til selve det udforskende arbejde i værkstedet. Det, at videregive praksis på den måde, kan også tilbyde en værdi til et moderne liv.”

 

Juryen udgøres i år af keramiker Bente Skjøttgaard, skribent og fotograf Kirstine Autzen samt Ann-Christine Rørvang, daglig leder af museumsbutikken på Designmuseum Danmark.

Soil Flasks. Farverne til de små fine flasker er fra jord opgravet i Japan, Island og på Bornholm. Fotograf Dorte Krogh.

“Det handler i høj grad om sansning og det at være i berøring med noget oprindeligt. At finde de forskellige materialer, finde ud af hvordan de arbejder og at transformere det til noget andet end dets udgangspunkt.

Vi arbejder med naturmaterialer og har både i forhold til glas og keramik en undersøgende tilgang til materialet. Vi har en fælles interesse for geologi og studerer jord, ikke fra et videnskabeligt, men fra et æstetisk perspektiv.” – Rick Gerner og Johanne Jahncke

Prismodtagerne og juryen på Frue Plads 2019. Fotograf Christoffer Askman.

Mød Gerner Jahnke på Frue Plads Marked i stand nr. 47.

Frue Plads Marked 

8.-9.-10. august 2019

Åbningstider
Torsdag: 12-19
Fredag: 10-19
Lørdag: 10-16

Adresse:
Frue Plads
1168 København K.

Nærmeste metro/S-tog:
Nørreport St.

Læs også Q&A artiklen: Erfaring med materialet og respekt for håndværket

Læs mere om Johanne Jahnke