Portræt

Q&A: Gerner Jahncke: Erfaring med materialet og respekt for håndværket

I en række Q&A artikler dykker vi ned i kunsthåndværkernes tanker, metoder og processer. Johanne Jahncke og Rick Gerner undersøger jord fra et æstetisk perspektiv og bruger viden om materialet, når de skaber glas og keramik. Naturmaterialerne har en helt særlig rolle.
Mød begge udøvere på Frue Plads Marked den 8.-9.-10. august 2019

Johanne på arbejde. Fotoet er fra Rigetta Klints bog, Håndværk.

Q&A ved Helle Dyrlund Severinsen, kommunikations- og projektleder

Kort om Gerner Jahncke

Bag virksomheden Gerner Jahncke står Johanne Jahncke og Rick Gerner. Begge er uddannede fra Designskolen på Bornholm i 2016, begge har modtaget Statens Kunstfonds legater samt udstillet på kuraterede udstillinger i Danmark og udlandet. Senest har de været med på “Japan Retur” hos Galleri A. Petersen i København.

Hvor finder I inspiration til jeres produkter?

Inspirationen finder vi i konsensus mellem de materialer, vi anvender, måden vi arbejder på, det vi producerer og den sammenhæng, det skal indgå i. Det handler i høj grad om sansning og det at være i berøring med noget oprindeligt. At finde de forskellige materialer, finde ud af hvordan de arbejder og at transformere det til noget andet end dets udgangspunkt.

Vi arbejder med naturmaterialer og har både i forhold til glas og keramik en undersøgende tilgang til materialet. Vi har en fælles interesse for geologi og studerer jord, ikke fra et videnskabeligt, men fra et æstetisk perspektiv.

 


Der er helt naturligt opstået en fremmedgjorthed over for de hverdagsting, vi omgiver os med. Mange af dem er fremstillet af ting, vi ikke ved, hvad er og produceret steder, vi ikke kender. Hvordan er det nu lige den ske, jeg spiser min havregryn med er fremstillet? Vi aner det ikke.


Japansk jordprøve. Foto Gerner Jahncke

Som mennesker har vi et behov for at kunne identificere os og forankre os ved eksempelvis at kunne genkende noget og definere os i forhold til fortiden og kende til, hvordan ting er fremkommet. Måske er det en af årsagerne til, at gamle traditioner og metoder fascinerer os – de repræsenterer uforanderlighed og uforgængelighed.

Ved at tage udgangspunkt i den nordiske, omkringliggende natur skaber vi en sammenhængende, genkendelig fortælling, som giver en kropslig følelse af at være rodfæstet – vi har alle erfaring med at gå på Jorden, se jordens forskellige farver, gribe om en håndfuld jord, lade den sive ud mellem fingrene og fornemme de forskellige teksturer. Vi arbejder med en farvepallet skabt af jord i såvel glas som keramik fordi det udtryk, der fremkommer, for os skaber en form for ro. Når vi anvender og reintroduceres til naturens farver, vækker det genkaldelse og genklang i os – måske vi alle har en sans for materialer, stofligheder og nuancer, som er DNA-bundet?

Drikkeglas af smeltet jord. Foto: Gerner Jahncke.

Hvad er den mest interessante del af processen, når I skaber værker?

Vi fik dette spørgsmål stillet under en materialeindsamlingsrejse i Island. De barske landskaber giver rig mulighed for refleksion. Det som fascinerer os mest i arbejdsprocessen er følgende tre ting. For det første – det at grave på ukendt mark medfører naturoplevelser, som dem vi oplevede i Island, som man aldrig ville have oplevet, hvis man ikke var fokuseret på undergrunden. Vi har for nyligt oplevet et geotermisk område med boblende lerhuller og svovldampe – et landskab med materialesammensætninger så anderledes end dem, vi er vant til.

Geotermisk aktivitet fanget på deres tur til Island. Foto: Gerner Jahncke.

For det andet – vores nysgerrighed ved senere at anvende de indsamlede materialer i vores arbejde – det er ikke altid til at forudsige udfaldet/resultatet. For det tredje – de underlagte naturlove, om du vil. At materialer besidder egne karakterer, som i processen skal tilgodeses. At man får noget foræret i processen – en slags tilgift eksempelvis i form af detaljer, farver, nuancer og viskositet.

Vi arbejder struktureret og er os til stadighed bevidste, hvor vi i fremstillingen af det enkelte produkt befinder os i spekteret mellem eksempelvis materialets iboende karakter og den håndværksmæssige kontrol. Den kunsthåndværksmæssige kontrol er dominerende samtidig med at materialets iboende karakter er synlig.

Hvorfor deltager I på Frue Plads Markedet ? Og hvilke produkter tager I med?

Frue Plads Markedet giver os mulighed for at skabe og styrke relationen til vores kollegaer og at vise vores produkter til et bredere publikum – også nogle vi ikke normalt ville få kontakt til gennem gallerier, ved værkstedsbesøg, salgskanaler eller via sociale platforme.

Netop denne sommer er vi flyttet til Bornholm efter at have boet en årrække i København, hvor vi blandt andet var med til at fremstille vinglas til restaurant Noma og har designet det nye signaturglas til Nimb i Tivoli.

Liquid Glasses af GernerJahncke. Fotograf: Ida Buss

Vi er uddannet på Bornholm og er flyttet tilbage til Nexø for at etablere vores eget værksted i Grønnegade 5, hvilket vi har glædet os meget til. Den bornholmske undergrund er rig på keramiske materialer, der tidligere har skabt et grundlag for keramisk industri. I dag tjener øen titlen ‘ UNESCO World Craft Region’ for sin høje kunsthåndværksmæssige kvalitet.

Vi ved, at man er lidt mere isoleret geografisk set på Bornholm, derfor er Frue Plads Markedet en kærkommen lejlighed til at kunne præsentere vores produkter, materialeundersøgelser, farveeksperimenter og fremstillingsteknikker. Vi vil blandt andet medbringe vores håndlavede vinglas og drikkeglas dekoreret ved brug af et specialværktøj, vi selv har fremstillet, en serie porcelænsflasker dekoreret med glasurer, der udelukkende består af materialer vi har opgravet i Danmark (især fra den bornholmske undergrund), i Japan og i Island samt en række støbte glasblokke, hvis grønlige farve er fremkommet efter iblanding af bornholmske materialer.

Japanese Soil Flasks af Gerner Jahncke
Glasblokke af Gerner Jahncke. Foto af Rigetta Klint fra bogen Håndværk

Værdigrundlaget i vores virksomhed bygger på viden om og erfaring med materialet og respekt for håndværket - uden håndens arbejde bliver ‪morgendagens designscene en amputeret størrelse.


På værkstedet. Foto af Rigetta Klint fra bogen Håndværk

Hvorfor har I valgt at blive kunsthåndværkere? 

Vi startede med vidt forskellige indgangsvinkler.

Johanne: Jeg har, så længe jeg kan huske tilbage, været fascineret af glas som materiale. Måske det startede på en ferie på Bornholm? Interessen for form er vokset ud af et kenskab til materiale og håndværk.

Rick: Min vej til materiale og håndværk er gået gennem interessen for design. Jeg har fra et designmæssigt perspektiv ønsket at specialisere mig i et materiale.

Vi har sammen i høj grad ladet os føre af de erfaringer, vi har gjort med de materialer, vi arbejder med. Den vej, vi er gået, har været drevet af en fascination af de materialer, vi har fundet og den erfaring vi har høstet i arbejdet med dem.

Materialerne besidder specifikke egenskaber. Det er med den håndværksmæssige forarbejdning, at der kan skabes mangfoldige udtryk. Forarbejdningen knytter sig dels til formgivning – at gøre sig tanker om, hvad man gerne vil skabe – og dels til den sanselige/kropslige erfaring med og respekt for, hvad det specifikke materiale kan. Meget håndværksmæssig viden er lagret i kroppen, ikke i hovedet.

Værdigrundlaget i vores virksomhed bygger på viden om og erfaring med materialet og respekt for håndværket – uden håndens arbejde bliver ‪morgendagens designscene en amputeret størrelse.

Mød Gerner Jahncke på Frue Plads Marked den 8.-9.-10. august 2019 i bod 47.

Læs mere om markedet

Læs mere om  Gerner Jahncke

Glaspotte i indvarmer. Foto: Gerner Jahncke
Glasblandinger. Foto Gerner Jahncke.