Forberedelserne til årets Frue Plads Marked er i fuld gang. Indtil den 28. marts kunne medlemmer af Danske Kunsthåndværkere & Designere købe en stand på markedet, der afholdes på Frue Plads i København den 11. - 12. - 13. august 2022.
Det helt særlige ved Frue Plads Marked er, at publikum kan møde de professionelle kunsthåndværkere og designere og spørge ind til materialer, udformning og idé. Netop dialogen med publikum skaber et godt forståelsesgrundlag for kvalitet og prisniveau. På den måde er Frue Plads Marked ikke kun en salgsplatform, men også en scene, der formidler betydningen af samtidens kunsthåndværk og design.
Frue Plads Markedet har et stort, begejstret og trofast publikum, som DKoD værner om at holde fast i. Publikum tæller både kulturforbrugere, turister, kunstforeninger, samlere, indkøbere og kuratorer.
Markedet arrangeres af et udvalg med 7 frivillige medlemmer og foreningens sekretariat. Markedets deltagere forventes at bidrage med frivillig hjælp til praktiske opgaver som opsætning af parasoller, oprydning mv. Foreningen har desuden et godt samarbejde med Birkegruppen – en gruppe unge spejdere i alderen 17-20 år, som hjælper med diverse praktiske opgaver i den uge, markedet finder sted.
Frue Plads Marked er:
En scene for samtidens kunsthåndværk og design
En salgs- og formidlingsplatform
Et stort kollegialt sammenhold
Baseret på frivillige hænder
Datoer
11.-12.-13. august 2022
Åbningstider
Torsdag: 12-19
Fredag: 10-19
Lørdag: 10-16
Adresse
Frue Plads
1168 København K.
Kontakt
Danske Kunsthåndværkere & Designeres sekretariat for at høre mere om pris, vilkår og optagelsesmuligheder i foreningen: mail@dkod.dk