Priser / Markeder

Håndfuglen 2021: Årets udstiller på Frue Plads Marked

Modtageren af Håndfuglen 2021 blev kåret på Frue Plads Markedets åbningsdag den 12. august. Prisen gik til en kunsthåndværker med kvalitet, integritet, æstetik og håndværksmæssige kunnen.

Tesier i forskellige former og størrelser i porcelæn med bambus pind og o-ring. Bakke i stentøj. Fotograf Ole Akhøj

Det er din vedholdenhed, udfoldelse af dogmets muligheder og din evne til at forblive nysgerrig, som har berørt os. Den lethed, som du formår at give dine produkter, kræver en teknisk kunnen, som kun de færreste er bevidste om.


Kande og kop i porcelæn på lertøjs bakke. Kop kan også bruges som skål. Fotograf Ole Akhøj

 

Jury udtalelse:

Det er en stor glæde for os at have haft dette hverv og opleve diversiteten blandt de mange udstillere på årets længe ventede Frue Plads Marked. Vi var dog heldigvis ret enige om prismodtageren.

Det har været kunsthåndværkerens kvalitet, integritet, æstetik og håndværksmæssige kunnen, som har været udslagsgivende for valget af modtageren af Håndfuglen 2021. Modtageren har stillet et stærkt dogme op for sig selv og har gennem flere år formået at videreudvikle og tilføje yderligere lag til sin praksis.

Så det er derfor med stor glæde, at vi tildeler årets Håndfugl til keramiker Pia Baastrup.

Det er din vedholdenhed, udfoldelse af dogmets muligheder og din evne til at forblive nysgerrig, som har berørt os. Den lethed, som du formår at give dine produkter, kræver en teknisk kunnen, som kun de færreste er bevidste om. I det stramme formsprog finder vi også en legende tilgang til processer, som giver det færdige produkt en særlig identitet, der er raffineret og elegant. Denne æstetik er gennemgående i hele din arbejdsproces og i præsentationen af dine produkter.

Når solen skinner på dine værker, træder de frem med deres fulde potentiale. Vi håber, at du med denne anerkendelse også oplever, at en solstråle falder på dig.

Tillykke.

 

Læs mere om Pia Baastrup

Den glade modtager af Håndfuglen 2021. Fotograf Christoffer Askman