Event / Markeder

Vinderne af markedsprisen Håndfuglen 2017

Kunsthåndværkermarkedets pris Håndfuglen blev uddelt på markedets åbningsdag den 10. august 2017. Prisen tildeles for godt håndværk, design og kunstnerisk omtanke.

Vinderne af Håndfuglen 2017 blev hædret på markedets åbningsdag.
Charlotte Nielsen, unika keramik. Fotograf Dorte Krogh

Prisen for Bedste Nye Unika gik til keramiker Charlotte Nielsen (bod 91).
Juryen udtalte:

“Charlotte Nielsens værker inviterer os med tilbage til industrialiseringens begyndelse. Vi møder fabrikkens former og noget, der minder om maskindele sættes i spil med stærke organiske elementer. Jord, sten og rust gør de hårde geometriske former bløde og imødekommende, og der opstår et unikt øjeblik. Udførelsen af hendes arbejde er overbevisende, vores nysgerrighed bliver vakt, og vi får lyst til at gå på opdagelse i Charlotte Nielsens unikke univers.”

Læs mere om Charlotte Nielsen

AKIKO KEN MADE picnic kurv. Fotograf Dorte Krogh

Prisen for Bedste Nye Unika gik til designer Akiko Kuwahata/AKIKO KEN MADE
Juryen udtalte:

“Akiko Kuwahata arbejder meget overbevisende med japansk minimalisme i en skandinavisk kontekst. Hun inviterer os indenfor til et rigt univers, hvor hverdagslivet leves, og alt er muligt. Spise, drikke, opbevare og hænge op. Det på en enkel og selvfølgelig måde, der samtidigt appellerer til hele vores sanseapparat. Hun får materialerne til at smyge sig og danne naturlige former, som vi kan bruge – og som vi har brug for. Vi håber at mange flere får glæde af Akiko Kuwahata’s produkter.”

Juryen for Håndfuglen 2017
Lars Dybdahl, forskningschef på Designmuseum Danmark
Mathilde Aggebo, fagleder på designskolen og tekstildesigner
Mari Keto, smykkekunstner

Læs artikel om AKIKO KEN MADE på designETC