Mød 130 kunsthåndværkere og designere på Frue Plads Marked den 8., 9. og 10. august 2024
Hvert år siden 1983 har de professionelle kunsthåndværkere og designere indtaget smukke Frue Plads i hjertet af København. Frue Plads Marked er en institution i byen, der byder på det nyeste danske kunsthåndværk og design inden for tekstil, keramik, grafik, glas, smykkedesign, træ og meget mere. Med sine over 100 udstillere er Frue Plads Marked da også Skandinaviens største udendørs marked for kunsthåndværk og design.
Begivenheden fungerer på én gang som scene og formidlingsplatform for samtidens kunsthåndværk og design. Men det helt særlige ved markedet er, at du kan gå fra bod til bod og på ganske få kvadratmeter få overblik over nogle af de dygtigste udøvere i Danmark lige nu.
Her møder du personen bag produktet og får hele historien om værkerne med hjem. Her er chancen for at høre, hvordan tingene bliver til rundt omkring på værkstederne, og ikke mindst hvorfor det er nødvendigt både at bevare de gamle stolte håndværksdiscipliner og give plads til alle de spændende nye teknikker og udtryk.
Kun medlemmer af Danske Kunsthåndværkere & Designere kan have en stand på markedet. Er du medlem, kan du tilmelde dig på her
Læs her, hvordan du bliver medlem af Danske Kunsthåndværkere & Designere.
Frue Plads Marked 2024
Åbningstale torsdag den 8. august kl. 12 v./designredaktør på dagbladet Politiken, Lars Hedebo Olsen.
På åbningsdagen kl. 16: Uddeling af markedsprisen Håndfuglen 2024 til Årets Udstiller.
juryen 2024 for Håndfuglen:
Pernille Stockmarr, seniorkurator på Dansk Arkitektur Center og tidl. museumsinspektør på Designmuseum Danmark
Mette Holm, japanolog og oversætter
Alberte Svendsen, møbelsnedker
Frue Plads Markeds åbningstider
Torsdag den 8. august kl. 12-18
Fredag den 9. august kl. 10-18
Lørdag den 10. august kl. 10-18
Gratis adgang
Find deltager på markedet: Deltageroversigt, Frue Plads 2024
Grafisk design og illustration: Katrine Bælum.