Nyhed

Trist nyhed: Bygning A lukker i 2023

Det er med stor beklagelse, at vi er blevet informeret om, at Bygning A lukker i 2023.
Først og fremmest er det en trist nyhed, at feltet mister et så markant og betydningsfuldt udstillingssted, og samtidig betyder det desværre, at Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2023 pludselig står uden et udstillingssted.

Bygning A viste udstillingen Manpower i 2019. Pressefoto

 

I et netop udsendt nyhedsbrev fra A. Petersen, skriver ejerne Kari Svarre og Anders Petersen:

”Tankerne har været mange og udfordringerne de seneste år har været store. Efter modne overvejelser har vi besluttet at forkorte den aktuelle EXTRA NORMAL-udstilling og lukke ned for udstillingerne på førstesalen her på Kløvermarksvej i Bygning A med virkning fra midt-januar 2023. Vi er meget taknemmelige for og stolte over, at vi har kunnet være med til at vise en masse flotte udstillinger, og at vi har mødt et dejligt publikum – alle jer.”

Man kan stadig besøge Bygning A og opleve EXTRA NORMAL-udstillingen med duoen PUTPUT indtil midt-januar. Den præcise slut-dato meldes ud senere. Samtidig kan publikum også være med til at fejre KADK – Keramik-og glasskolens udstilling “Flat Craft”, der åbner i Bygning A senere i november.

På Kløvermarksvej fokuserer A. Petersen nu udelukkende på at udvikle og producere møblerne i AP kollektionen.

Biennalen 2023
Danske Kunsthåndværkere & Designere er indstillet på at gennemføre Biennalen 2023 og det omfattende formidlingsprogram, som allerede er i udvikling med bl.a. IT-Universitetet. Sekretariatet arbejder ihærdigt på at finde et nyt udstillingssted, der kan huse Biennalen. Og skribent og kurator Charlotte Jul har overtaget A. Petersens plads i juryen for Biennalen 2023.

 

Bygning A

Udstillingsstedet Bygning A udspringer af A. Petersen Collection & Craft, som har butik og udvikler egen møbelserie i husets stueetage. Siden 2018 har de sideløbende med husets kommercielle drift vist en række anmelderroste udstillinger med design og kunsthåndværk på førstesalen i huset på Kløvermarksvej, herunder bl.a. Louise Sass, Gitte Jungersen og Anne Fabricius Møller.