Udstilling

Sommerudstilling i Galleri Visby

Fredag den 20. maj kl. 14 åbner Galleri Visby dørene til årets sommerudstilling, der denne gang byder på keramik af Rasmus Eliasen og fotografi af Lars Brorson Fich i et spændende parløb.

Rasmus Eliasen udstiller både runde og ellipseformede krukker,

 

”Vi glæder os til en udstilling med to relativt nye kunstnere, men som jo allerede er anderkendte navne inden for hver sit område. Lars Brorson Fich har deltaget på en række censurerede udstillinger og Rasmus Eliasens skarpe og stringente former er vi sikre på vil falde i rigtig god smag hos vores gæster”, udtaler indehaver og keramiker, Dorte Visby.

Vi skænker et glas vin op til de besøgende på åbningsdagen for udstillingen og begge kunstnere vil være til stede og præsentere deres kunstværker.

Rasmus Eliasen udstiller både runde og ellipseformede krukker, primært brændefyrede, hvis overflade er skåret og ændret med forhåndenværende værktøj, fx ståltråd eller fiskesnøre, for at skabe fordybninger og livliggøre værket under glasuren og begitningen.

Rasmus henter inspiration i fortidens gemte indtryk fra naturens mangfoldighed og i arbejdet med stentøj og porcelæn, får han idéer fra traditionel keramik, som hentes ind i hans egen nutid.

 

For Lars Brorson Fich er fotografiet et ideelt medium; Han siger således om sin tilgang til sin metier. ”Det fordrer, at jeg bevæger mig ud i verden. På den ene side foretager jeg en næsten mekanisk eller optisk registrering af verden. På den anden side rummer det en stærk subjektivitet i det valg af udsnit, jeg har foretaget; hvordan jeg har indstillet kameraet og hvornår jeg har valgt at tage billedet. En subjektivitet der danner en ideel basis for en dialog mellem mig som fotograf og dig som beskuer gennem værket. Værket bliver et spørgsmål. Et spørgsmål jeg stiller til dig, et spørgsmål hvorigennem vi måske kan nå hinanden: jeg så noget poetisk på dette sted, smukt, æterisk, sart, groft, dunkelt, voldsomt eller noget der ligger i de udstrakte landskaber mellem disse ord. Så du det også? Så du noget andet? Hvad så du? Så du noget overhovedet?

 

Udstillingen løber frem til den 31. juli, og kan opleves i hele galleriets åbningstid – alle ugens dage kl. 10-17.

 

OM GALLERI VISBY:

Galleri Visby er Nordjyllands største kunsthåndværkergalleri, og præsenterer kunst og kunsthåndværk på internationalt niveau fra over 50 udstillere indenfor kategorierne keramik, billedkunst, smykker, træ, pileflet, læder og tekstil samt et udvalg af bjesk, rom og gin. Udover galleriets faste udstillere, vises der året rundt skiftende særudstillinger.

Du finder Galleri Visby i sammenhæng med keramiker Dorte Visbys værksted, i den 200 år gamle lade på Mårupgård. På kanten af Lønstrup Klint, og med resterne af Mårup Kirke i baghaven, ligger gården – helt bogstaveligt – på grænsefladen mellem Lønstrup by og det storslåede landskab omkring Rubjerg Knude.