Nyhed / Priser

Skt. Loye Pris uddeles til kunstnerisk dansk guldsmedetalent

Lørdag den 8. oktober blev den prestigefulde Skt. Loye Pris uddelt af Kjøbenhavns Guldesmedelaug for første gang siden 2019. Prisen på 100.000,- kroner blev tildelt Sarah Hurtigkarl.

Sarah Hurtigkarl ved Skt. Loye Prisoverrækkelsen. Foto Dennis Larsen

Oldermand og sølvsmed Lone Løvschal fra Kjøbenhavns Guldsmedelaug fortæller om prismodtageren:

Sarah Hurtigkarl modtager prisen for sin evne til at skabe kunstneriske værker, der gør det traditionsrige håndværk vedkommende i vores tidsalder. Hun forstår, hvordan detaljer og kvalitet kan skabe værker, der på fascinerende vis kombinerer det naturskabte og det menneskeskabte. Traditionerne udfordres, vores forhold til objekterne sættes under lup, og der formes en helt ny verden af fantasi og dagdrømmeri.”

Skt. Loye Prisen blev indstiftet i 1989 for at sætte fokus på og anerkende de mange nye initiativer i et ældgammelt hverv. Et hverv, der strækker sig mange årtusinder tilbage, men som ikke desto mindre stadig rummer en aktualitet og en plads på scenen for moderne kunst og design. Medlemmer af Kjøbenhavns Guldsmedelaug er blevet bedt om at indstille spirende talenter indenfor faget, hvorfra en jury har udvalgt dette års prismodtager.

Sarah Hurtigkarl er udlært guldsmed hos Lina Christensen under Københavns Tekniske Skole, Konstfack Univesity of Arts, Crafts and Design i Stockholm og Royal College of Arts i London. Eskapisme, normer og måltidets ritualer er tilbagevendende temaer, hun udforsker i sit arbejde, og hun er optaget af at vælge ressourcer med omtanke for miljøet og menneskeheden. Hun arbejder med ready-mades, genbrugte metaller og porcelæn, og har sin daglige gang i sit studie i Stockholm, hvor hun også er hovedlærer og ansvarlig for uddannelsen Metallformgivning på Nyckelviksskolan i Lidingö.

Jury ved Skt. Loye prisoverrækkelsen. Foto: Dennis Larsen

Dette års jury bestod af

  • Oldermand og sølvsmed Lone Løvschal
  • Viceoldermand og guldsmed Patricia Tind
  • Kunstner Cathrine Raben Davidsen
  • Designer Kasper Salto
  • Professor, historiker og forfatter Ditlev Tamm
  • Tidligere prismodtager og guldsmed Marie Rimmen