Keramik- og glasduoen Gerner Jahncke fra Nexø på Bornholm har modtaget Håndfuglen og er dermed kåret som Årets Udstillere på Frue Plads Marked - igen.
Det er nemlig ikke første gang, Rick Gerner (NL) og Johanne Jahncke (DK) kan føje den eftertragtede pris til CV’et. I 2019 modtog den dansk-hollandske duo også Håndfuglen, der går til Årets Udstiller på Frue Plads Marked.
Prisen gives for det bedste samlede indtryk af udstillede værker, præsentation og tankerne bag på Københavns ikoniske kunsthåndværkermarked, der sidste år kunne fejre 40 års jubilæum.
Juryen vælger prismodtageren ud fra følgende kriterier:
- Der udvises høj håndværksmæssig og kunstnerisk kvalitet inden for modtagerens fagområde
- Der skal være en vis grad af fagnørderi – udforskning af håndværk og materialer skal være tydelig, og der skal være en reflekteret tilgang til feltets traditioner
- Der skal være arbejdet med en bevidsthed om produkternes formidling og mødet med publikum
Dertil har juryen i år lagt vægt på, at prismodtageren på eksperimenterende og nyskabende vis taler ind i samtiden på en bæredygtig måde.
Juryen 2024
Pernille Stockmarr, seniorkurator på Dansk Arkitektur Center og tidl. museumsinspektør på Designmuseum Danmark
Mette Holm, japanekspert og oversætter
Alberte Svendsen, møbelsnedker
Juryen motiverer kåringen af Gerner Jahncke med følgende ord:
“Med deres glas og keramik viser Gerner Jahncke et dybt kendskab til begge materialer og materialers traditioner, samtidig med at de formår at være nyskabende. I et på mange måder enkelt udtryk bliver komplekse processer med jord, sand og planter forenet, samtidig med at de rækker ud globalt og forankrer det lokalt.
Porcelænet farves udelukkende med jord, og variationerne fortæller en historie om materialernes oprindelse. Glasset er genbrug og kan derfor ikke farves, så plantemineraler tilføjes for at skabe den stille, men effektfulde detalje.
En refleksion over nuancerne i naturen flytter ind i hånden på brugerne og åbner for en samtale. Det er ikke kun glasset eller kanden, du får i hånden, men en historie og et budskab. Derfor er Gerner Jahncke modtager af årets Håndfugl.”
Siden 2019 har Johanne Jahncke (f. 1990) og Rick Gerner (1991) drevet glaspusteri og keramikværksted i Nexø på Bornholm. Begge har de gået på Det Kongelige Akademi på Bornholm.
Gerner Jahncke skaber keramik efter egen porcelænsopskrift med jord fra Danmark (Østermarie, Gudhjem, Møn, Lille Kregme, Tikøb), Island, Italien og Japan – et udvalg af farver er valgt til dette års Frue Plads Marked.
Som dekoration på genbrugsglas smelter Gerner Jahncke egne farver fra stedsspecifikke materialer som planteaske og stenarter, som de har samlet og bearbejdet på Bornholm.
Det handler i høj grad om sansning og om at være i berøring med noget oprindeligt. At finde de forskellige materialer, finde ud af, hvordan de arbejder, og transformere dem til noget andet end udgangspunktet.
Danske Kunsthåndværkere & Designere har uddelt Håndfuglen på Frue Plads Marked siden 2007. Prisen går til Årets Udstiller for den samlede præsentation af værker og produkter på markedet. I bedømmelsen vægtes det gode håndværk, design og kunstnerisk omtanke.
Åbningstider 2024
Torsdag den 8. august kl. 12-18
Fredag den 9. august kl. 10-18
Lørdag den 10. august kl. 10-18
Gratis adgang.
Kunsthåndværkermarkedet afholdes hvert år i august Se alt om Frue Plads Marked her