Nyhed

Open Call: Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2021

Biennalen er en scene for samtidens kunsthåndværk og design med udstilling, pris og formidling til både branchen/ fagmiljøet og det brede designinteresserede publikum. Alle professionelle kunsthåndværkere og designere opfordres til at sende en ansøgning til Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2021 og deltage i konkurrencen om den prestigefyldte pris for kunsthåndværk og design: Biennaleprisen på 100.000 kr.
Ansøgningsfristen er den 1. oktober 2020.

Dagens Skum – Bibliotek for én bog af Helle Vibeke Jensen+Wednesday Architecture. Procesfoto. Biennalen 2017. Fotograf Kirstine Autzen

Alle professionelle kunsthåndværkere og designere opfordres til at sende en ansøgning til Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2021.

 

Ansøgningsfrist: 1. oktober 2020

Biennalens jury udvælger de projekter, der deltager i Biennaleudstillingen og den prestigefulde priskonkurrence på 100.000 kr.

Biennalejuryen 2021:
Anni Nørskov Mørch, kurator, Museet på Koldinghus
Trude Gomnæs Ugelstad, kunstnerisk direktør, Sørlandets Kunstmuseum (NO)
Love Jönsson, museumschef, Rian Designmuseum (SE)
Carl Emil Jacobsen, industriel designer og kunstner
Maria Sparre-Petersen, glasformgiver, studielektor på KADK, MFA, Ph.d.

Udstillingsperiode: 5. juni – 24. oktober 2021 (Fernisering og prisoverrækkelse den 4. juni)
Sted:  Museet på Koldinghus, Dansesalen

Rav i den af Katrine Borup. Procesfoto. Biennalen 2017. Fotograf Kirstine Autzen.

Ansøgere skal forholde sig til Biennalens tema:

TAKEAWAY

– hvad tager du med videre? 

Den globale coronakrise skabte en midlertidig opbremsning og måske et permanent retningsskift i værdier, vaner og strukturer. Fællesskab og bæredygtighed forvandlede sig fra abstrakte begreber til konkrete valg, og vores afhængighed af hinanden viste sig på nye måder, da koncertoplevelser blev til tv-transmitteret fællessang, kunstudstillinger blev til webinarer, håndarbejde blev til åndehuller, kunstnere og kunsthåndværkeres patchwork økonomi blev alment kendt, designerens evne til at tænke inden for boksen blev åbenbar, og den lokale restaurant overlevede på lynomstilling til takeaway.

Under nedlukningen af Danmark i foråret 2020 fik tidstunge håndværksdiscipliner og kulturfællesskaber en ny renæssance, og der er netop nu et momentum for at understrege værdien af samtidens kunsthåndværk og design. Med krisen fulgte en hyper-opmærksomhed på, hvordan vi bruger vores tid og ressourcer, og en mulighed for at spørge, hvad der er værd at tage med videre herfra.

Biennalen 2021 kigger ind i en ny virkelighed, en post-corona tid, der sammensmelter traditionsbunden viden og teknikker med ny teknologi og formidling. Vi ønsker med Biennalen 2021 at undersøge, hvordan kunsthåndværkere og designere vil forme det forventede ”nye normale”. Hvad tager kunsthåndværkere og designere med sig af overleverede ressourcer, viden og metoder ind i fremtidens praksisser? Er en ny forståelse og nye fællesskaber vokset frem som et positivt ”takeaway” fra krisen? Og har krisen inspireret designere og kunsthåndværkere til at efterlade noget for altid?

 

Ansøgere til Biennalen skal forholde sig til følgende spørgsmål i beskrivelsen af deres projekt:

 

Hvad tager du med videre i din praksis som designer eller kunsthåndværker? 

  • Nye og/eller gamle teknologier, metoder, materialer, redskaber, discipliner, faglig arv, etc.
  • Nye og/eller gamle indsigter, fællesskaber og idéer mv. fra krisen.
  • Hvad efterlader du?

 

Læs mere i Open Call til Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2021

Business Sky af Ane Henriksen. Biennalen 2015. Fotograf Dorte Krogh.

Biennalens vision 

  • Biennalen udvikler og formidler et område, som har en væsentlig plads i den danske kultur.
  • Biennalen skaber karrieremuligheder for både etablerede udøvere og nye talenter.
  • Biennalen giver professionelle udstillingsrammer for et område, der ikke har mange udstillingssteder.
  • Biennalen tiltrækker et stort bredt publikum bestående af danske og internationale gæster.
  • Biennalen styrker netværket mellem danske og nordiske teoretikere og udøvere.

 

Om arrangørerne

Biennalen for Kunsthåndværk & Design er skabt på initiativ af Danske Kunsthåndværkere & Designere i 1995.
I 2021 arrangeres Biennalen i et samarbejde med Museet på Koldinghus.