Udstilling

Behold : Become af Emma Nilsson & Signe Fensholt

Signe Fensholt

At blive til i blikket på den, som ser

Udstillingen viser den kraft og rigdom, der er i keramiske materialer, den rå dynamik de besidder og den poesi, der kan opstå, når man som en koreograf instruerer deres bevægelser.

Værkerne gestalter forskellige stadier af tvivl og rædsel for at slippe kontrollen. De viser, hvordan de rammer, vi selv skaber, er fiktive og begrænsende, men samtidig er forudsætningen for vores væren. Ved selv at slippe kontrollen og overlade en del af skabelsesprocessen til den kraft, der er i materialerne, giver Emma Nilsson og Signe Fensholt objekterne muligheden for delvist at skabe sig selv. Porcelænet som i mødet med ilden, transformeres og vidner om en voldsom forening af modsatrettede kræfter. Og glasuren, som udvikler en egen form i brændingen.

Nilsson og Fensholt sætter en ramme for at noget bliver til. Rammen er det kunstneriske greb, som kalder værket frem. I deres individuelle værker bliver materialernes fysiske processer sindbilleder på eksistentielle forhold – vores måde at tage form og at blive til. Det er en tilblivelsesproces som først slutter i blikket på den, som ser. En andens blik er også en forudsætning for at være til.

Udstillingen er støttet af Grosserer L.F. Foghts Fond, Fondet for Dansk-Svensk samarbejde og Ellen og Knud Dalhoff Larsens Fond.

Periode: 2.-18. august 2019 

Fernisering: Fredag den 2. august 2019 kl. 16 – 19

Åbningstid: Tirsdag – søndag 12- 19.30

 

Officinet
Bredgade 66
1260 København K.

 

Emma Nilsson

Om udstillerne


Emma Nilsson har senest udstillet på Charlottenborgs Forårsudstilling 2019, København og på Berg Gallery, Stockholm 2019. Hun er blandt andet repræsenteret hos Handelsbankens Konstförening, Stockholm. Emma Nilsson har en kandidatgrad i Keramisk Design fra Det Kongelige Danske Kunstakademis skole for Design 2018. Hun bor og arbejder i Zinkgruvan, Sverige. 

www.emma-nilsson.com

Signe Fensholt blev udvalgt til Biennalen for Kunsthåndværk og Design 2019 og har senest udstillet på Galleri VÆG i Aalborg. Hun har for nylig modtaget Statens Kunstfonds arbejdslegat for nye talenter og er blevet tildelt ophold på Statens Værksteder for Kunst i vinteren 2020 for at færdiggøre arbejder til en udstilling foråret 2020. Signe Fensholt er nyuddannet kandidat i Keramisk Design fra Det Kongelige Danske Kunstakademis skole for Design 2018. Hun er en del af et værkstedsfællesskab i Hellerup og bor nord for København.

www.signefensholt.com

Læs mere om Biennalen