Officinet / Udstilling

Transformationer

Mie Frey Damgaard, hylder med udstillingen 'Transformationer' en foranderlig og dynamisk verden, hvor papir, proces og idérigdom kontinuerligt bliver udfordret.

Mie Frey Damgaard, 'Transformationer' 2020 i Officinet.

Udgangspunktet i Mie Frey Damgaards værker er at skabe en bro mellem hendes udtryks – og arbejdsformer. Mies arbejde som illustrator og grafisk designer og arbejdet med unika værker.

Mie genbruger og transformerer magasiner hvori illustrationer fra hendes hånd har været trykt. Når magasinets levetid er slut, starter en ny proces.  Magasinet og illustrationerne bliver splittet ad og omdannet til et 3D element der enten helt eller delvist indgår i nye unikaværker.

Udstillingen Transformationer er en fusion af to serier, Hyldest til processen og Hyldest til lagkagediagrammet.

I serien Hyldest til processen findes en række værker hvori det genbrugte og transformerede materiale fra magasinet er bærende. Resultatet af processen er værket i sig selv; gentagelsen og lagene der rejser sig til en form. Man kan i teorien folde det sammen igen og stå med magasinet i hånden.  Hyldest til lagkagediagrammet, består også af magasiner hvori illustrationerne har været trykt, de er splittet til atomer som umuligt kan gendannes. De kan knap genkendes. Her indgår fragmenterne af magasinsiderne som element i et nyt samspil med teksturer, farver, andre former og materialer. Kompositionerne er inspireret af, og en hyldest til, det klassiske lagkagediagram.

De to serier stadfæster i udstillingen Transformationer et indblik i en foranderlig og dynamisk verden, hvor papir, proces og idérigdom kontinuerligt bliver udfordret.

Mie vil i udstillingsperioden løbende sidde og arbejde i Officinet, og der er vil derfor være en gylden mulighed for et indblik i transformationsprocessen og værkdannelsen.

 

Udstillingsperioden: 3. – 28. juni, 2020

Titel: Transformationer

Medvirkende: Mie Frey Damgaard

 

Officinet
Bredgade 66
1260 København K.

 

Åbningstider: onsdag-søndag 13-16.

 

Om Mie Frey Damgaard

Mie er uddannet fra Design Academy Eindhoven i 2010, og har dagligt virke som illustrator og grafisk designer, Mie arbejder med en konstant forening af sine digitale og analoge værker.

Hun skaber således et cirkulært procesmønster hvor magasiner transformeres fra 2D til 3D. Mie Frey Damgaard har haft flere soloudstillinger og er repræsenteret af Lipstick of London.

Se Mies medlemsprofil: https://dkod.dk/medlem/Mie_Frey_Damgaard/

 

www.miefrey.dk