Nyhed

Nye momsregler for undervisning er på vej

Fra 1. januar 2026 bliver privat undervisning i kunstneriske fag momspligtig. Så har du privatelever eller driver en kunstskole, skal du måske momsregistreres - også selv om du har været fritaget indtil nu.

Foto: Lindsey Elsey

 

Ændringen skyldes, at Danmark tilpasser momsreglerne til EUs. Hovedreglen er, at privat undervisning af voksne på 30 år og derover bliver momspligtig, så snart du sælger undervisning og andre momspligtige ydelser for mindst 50.000 kr. i løbet af et kalenderår.

 

Undtagelserne

Undervisning af børn og unge undtages: I slutningen af året bliver der fremsat lovforslag om, at privat undervisning af børn og unge under 30 år skal være momsfritaget fra 1. januar.

Erhvervsrettede kurser er undtaget: Hvis de elever, som går på dine private kurser, i hovedsagen har et erhvervsmæssigt sigte med at følge undervisningen, skal du ikke opkræve moms. Spørg din revisor eller Skat, hvis du mener, at den undtagelse kan være relevant for dine kurser. Du kan også søge et bindende svar hos Skat.


Kontakt din revisor eller Skat

Hvis du skal momsregistreres fra nytår, skal du have et CVR-nummer. Du kan oprette en virksomhed eller ændre den, du allerede har, på virk.dk.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du skal momsregistreres, så kontakt din revisor. Du kan også ringe til Skats hotline for erhverv på 72 22 28 60 eller (hvis du ikke har et CVR-nummer) på 72 22 18 18. Det tager ca. 10 arbejdsdage at blive momsregistreret.

De kurser, du får betaling for i 2025, er uden moms, selv hvis kurset først holdes i 2026. Men hvis betalingen for kurset først forfalder i 2026, skal der lægges moms oven i prisen.