Priser

Kunstfonden tildeler 15 kunstnere hædersydelser

Statens Kunstfonds hædersydelser går i år til 15 kunstnere, der hver især har ydet en stor og betydningsfuld kunstnerisk indsats på tværs af forskellige felter.

Boris Berlin Foto: Christian Stæhr

 

Leder af Statens Kunstfonds repræsentantskab, Henrik Tvarnø, udtaler:

”Der gemmer sig stor kvalitet, tyngde og idérigdom bag alle de 15 modtageres kunstneriske virke. Inden for vidt forskellige områder har de glædet og inspireret os – og gør det stadig. Ligesom deres værker ofte stimulerer os til selv at tænke over livet og verden. Det er derfor en stor fornøjelse at kunne hædre alle disse kunstnere, der trods forskellige arbejder og udtryk, har det til fælles, at de på markant vis har skabt værdi og beriget dansk kulturliv. Det er et sundt samfund, der vælger at hædre sine kunstnere på denne værdige måde.”

 

Blandt de 15 modtagere, er der en enkelt modtager af hædersydelse under feltet Kunsthåndværk og Design – designer Boris Berlin. I motivationen lyder det b.la.:

”Boris Berlin har sat et afgørende præg på dansk design med sin sikre hånd og store nysgerrighed, der har gjort ham til en af de mest innovative danske møbeldesignere i vores samtid. Boris Berlin har altid eksperimenteret, udfordret materialerne og med tiden fundet kniven, der skærer helt ind til benet. Med omhu, disciplin og leg har han fundet nyskabende løsninger ved at udfordre og udvikle såvel materialer som produktionsmåder – og derigennem bidraget til en fremtid med mere bæredygtige designs, som kan holde længe.”

 

Læs begrundelsen her

Se øvrige modtagere her

 

Om Statens Kunstfonds hædersydelser

  • I alt 275 kunstnere modtager Statens Kunstfonds hædersydelse.
  • De fordeler sig mellem de enkelte kunstarter: Billedkunst, litteratur, scenekunst, film, musik, arkitektur samt kunsthåndværk og design.
  • Prisen tildeles skabende kunstnere, der har en sådan kunstnerisk produktion bag sig, at de har placeret sig afgørende som kunstnere.
  • Der kan tildeles en ydelse, når den er blevet ”ledig” på grund af dødsfald blandt modtagerne.
  • I 2022 modtager i alt 15 nye kunstnere hædersydelsen.
  • Hædersydelsen er livsvarig.
  • Ydelsernes størrelse bliver reguleret efter modtagerens øvrige indtægt.