Smykkedesigner Anna Friberg har modtaget Håndfuglen og er kåret som Årets Udstiller 2022

Markedsprisen Håndfuglen går til den bedste præsentation på Frue Plads Marked og uddeles hvert år til Årets Udstiller. I bedømmelsen lægges vægt på godt håndværk, design og kunstnerisk omtanke. Og i år har fagjuryen kåret smykkedesigner Anna Friberg.
Juryen 2022
Dorte Østergaard Jakobsen, tekstsilformgiver
Rigetta Klint, skribent og fotograf
Lars Vejen, arkitekt

Juryen vælger ud fra flg. kriterier:
- Der udvises høj håndværksmæssig og kunstnerisk kvalitet inden for modtagerens fagområde
- Der skal være en vis grad af fag-nørderi; udforskning af håndværk og materialer skal være tydelig og der skal være en reflekteret tilgang til feltets traditioner
- Der skal være arbejdet med en bevidsthed om produkternes formidling og mødet med publikum

I juryens motivation lyder det om Anna Friberg: “Årets prismodtager bidrager til de stillede kriterier ved på fin og underspillet vis, med reference til historisk brug af materialet og en nyskabt håndværksmæssig teknik at skabe enkle, grafiske og ærlige produkter. Med dit særlige væsen, enkle præsentation og ikke mindst de fine hornsmykker leverer du en sammenhængende fortælling om lige netop det håndværk, du har kastet din kærlighed over.”