Officinet / Udstilling

Keramiske Food-Processer vækker appetit i Officinet

Under titlen “Keramiske Food-Processer” frister udstillingens store veldækkede bord med tallerkenserveringer og råvarer i keramik. Alt på bordet mimer mad og er skabt med så umiddelbare keramiske udtryk som muligt.

Foto: Mads Hagedorn-Olsen. Claydies. “Smør / Lerpak”: Ler købes, bearbejdet og blandet, i firkantede eller runde pakker, klar til brug! Indimellem formgiver man bedst ved blot at se og være opmærksom på formens potentiale. Lerpak er brændt i alt tre gange! Den sidste gang med et påsat overførselsbillede (transfer), printet til lejligheden.
Foto: Mads Hagedorn-Olsen. Claydies. 2023. “Stjerneskud”: At stable forskellige keramiske former for at skabe en keramisk komposition er her brugt til et stykke lækkert smørrebrød. Rejerne er glaserede keramiske kegler, der viser, at ovnen har været brændt til ca. 1250 *C.

Keramiske Food-Processer vækker appetit i Officinet

 

Wienerpølser med krøllet salat, emmentaler med rød peber og druer, dampede blåmuslinger med citron, spaghetti med rustik parmesanost. Eller hvad med et klassisk stjerneskud eller bløde blåskimmeloste og pære? Tine Broksø og Karen Kjældgård-Larsen fra Claydies dækker op til langbordsmiddag i Officinet. Altsammen formgivet i ler og lige til at spise – med øjnene. 

Under titlen “Keramiske Food-Processer” frister udstillingens store veldækkede bord med tallerkenserveringer og råvarer i keramik. Alt på bordet mimer mad og er skabt med så umiddelbare keramiske udtryk som muligt. 

Udstillingen viser leret som råmateriale og som udgangspunkt for tilblivelsen af kunsthåndværk. Håndværket og selve fremstillingsprocessen bidrager til visuel skønhed, hvor  publikum møder mange facetter af lerets natur. De keramiske værker udspringer af forskellige metoder og materialer, hvor alt fra afskæring af et stykke ler til kegler og brændingstemperaturer spiller en rolle i skabelsen af former og teksturer:

En lerskive, skåret direkte fra pakken, kan let blive til et stykke toast. Chamotte (knust brændt ler) kan også bruges til panering af en fiskefilet. Opslæmmet fløjlsblødt ler-slikker kan sprøjtes ud til mayonnaise, og når det hele brændes sammen til 1250 *C, med keramiske kegler på toppen, skabes et ”Stjerneskud” af en anretning. 

Claydies har et særligt mål med udstillingen: “Vi håber at give et sanseligt og appetitvækkende indblik i de keramiske råvarer, redskaber, teknikker, processer, maskiner, skitser, fejl, eksperimenter og arbejdsgange, som vi bruger, når vi udvikler kunsthåndværk i vores dejlige keramiske værksted.”

I forbindelse med udstillingen lancerer Claydies en lille keramisk fagkogebog, som de har udviklet sideløbende med værkerne


Udstillingsperiode:
23. november – 20. december 2024

Åbningstider: tirsdag – søndag kl. 12-16. Torsdag: kl. 12-18.

Fernisering: Fredag den 22. november kl.16-19. Læs mere om eventet HER

 

Projektet er støttet af Susanna og Pouline Olesens Fond.

Fotos: Mads Hagedorn-Olsen