Udstilling

Bord til to

25 medlemmer fra DKoD region Midt indtager Aarhus Rådhus med udstillingen Bord til to fra den 19.-24. juni. Udstillingen er en del af FOMO 2017.

Foto: Tina Astrup

Samling om bordet
Bordet er et sted vi mødes, deler måltider og taler sammen om stort og småt – og bordet har en central plads, når man arbejder med kunsthåndværk og design. Det bliver tydeligt, når Rådhushallen i Aarhus fra d. 19.-24. juni bliver fyldt op med borde. Mere end 70 professionelle kunsthåndværkere og designere har tolket temaet ’Bord til To’ på over 40 borde. Her er alt fra flotte bordopdækninger med glas og tallerkener til helt abstrakte fortolkninger.

Morgenborde og affald
Der er et morgenbord, hvor man kan være eftertænksom inden dagens dont og et bord hvor opdækningen sker hulter til bulter under bordet. Ved Vinni Frederiksens bord, er fortolkninger af den pompøse rokoko lysestage stillet overfor Bodegaens kandelaber; den tilfældigt valgte flaske med stearinlys i.

Der er et spillebord, fyldt op af porcelæns dominobrikker, lavet af Lotte Westphael og et bord er dækket af bortsmidt emballage, lavet i perlebroderi af Maya Rosette.

Foto: Anne Mette Larsen

Mønstereksplosioner
Andre borde er rene mønstereksplosioner; tekstildesigner Lene Thomasen’s mønstre møder mønsterekvilibristen og faderen til det moderne kunsthåndværk, William Morris’ mønstre og keramiker Dorte Kristoffersens marmoreringer har invaderet Ninna Gøtzsche’s bjergagtige keramik i dynamisk dialog.

Tina Astrup har skabt selve bordet, hendes bord er lavet i egetræ og på bordpladen har en kemisk proces skabt et mønster.

Foto: Ninna Gøtzsche og Dorte Kristoffersen

Et hurtigt møde ved bordet
Udstillingen viser hvad kunsthåndværk og design på højt niveau kan – og det er alt fra at være ren funktion til tankevækkende kunstværker. ”Bord til To” er kun udstillet i en uge – så man skal være hurtig for at se bordene. Men et er sikkert: Man går ikke uinspireret fra bordet.

FAKTA

Åbningstider:

Tirsdag d. 19. juni – lørdag d. 24. juni

Åbningstid: Tirs-fre: kl. 10-18 Lør: 10-14

Fernisering: Mandag d. 19. juni kl. 16-18

Udstillingen Bord til To er arrangeret af foreningen Danske Kunsthåndværkere & Designere, Region Midt, som en del af projekt FOMO 2017. Foruden denne udstilling, arrangeres der i 2017 også udstillinger i tomme lejligheder på Gudrunsvej i Aarhus V og på Huset for Kunst og Design i Holstebro. Derudover arrangeres også den virtuelle udstilling JOMO på Instagram.

Se mere

FOMO 2017 er støttet af Statens Kunstfond, KAP Aarhus Kommune, L.F. Foghts Fond, Kvadrat, Beckett Fonden og DKoD.