Nyhed

Nye unge navne træder ind i bestyrelsen hos Danske Kunsthåndværkere & Designere

Danske Kunsthåndværkere & Designere byder fire nye bestyrelsesmedlemmer velkommen efter generalforsamlingen den 12. marts 2024.

I den nye bestyrelse indtræder blandt andre to nye unge medlemmer, der skal være med til at sætte retningen for foreningen i fremtiden. Den nye sammensætning skal desuden knytte tættere bånd mellem generationerne i bestyrelseslokalet og til nye unge medlemmer. 

 

Flere kulturbestyrelser rundt omkring i landet efterlyser i stigende grad flere aktive medlemmer blandt unge, der vil være med til at sætte dagsordenen. De unge stemmer er ikke mindst afgørende, når kulturlivets aktører skal forholde sig til aktuelle temaer som digitalisering, bæredygtighed og diversitet.

 

Forperson Hanne Brøbech Sønnichsen udtaler: “Med den nye besætning glæder vi os til at få det unge blik og perspektiv på, hvilken retning foreningen skal gå i fremtiden for også at være relevant for den kommende generation af danske kunsthåndværkere og designere.”

 

Den nye bestyrelse

Kasper Kyster (f.1994) er møbeldesigner fra Det Kongelige Akademi i 2022. Samme år blev han tildelt 15 Juni Fondens Hæderspris for nyuddannede og kåret som årets talent ved Bo Bedre Design Award. I 2019 stiftede Kasper Kyster udstillingsplatformen Ukurant for ungt eksperimenterende design sammen med tre medstuderende. Siden er Ukurant præmieret af Statens Kunstfond og kåret som årets udstilling under 3daysofdesign. Til juni under 3daysofdesign 2024 er Kasper Kyster aktuel i Officinet med soloudstillingen “Crafting Plastic”.

 

Sara Mirkhani(f.1995) dimitterede i 2021 fra Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering fra glas- og keramikskolen på Bornholm. Foruden i Officinet har hun blandt andet udstillet på CLAY Keramikmuseum, Bornholms Kunstmuseum og Bygning A. I sin kunstneriske praksis undersøger Sara Mirkhani begreber som tid, krop og transformation gennem keramik. 

 

På generalforsamlingen indtrådte desuden Signe Fensholt, der er uddannet keramiker fra Det Kongelige Danske Akademi – Arkitektur, Design, Konservering i 2018. Hun blev udvalgt til Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2019, og har siden haft to soloudstillinger og deltaget i en række gruppeudstillinger i Danmark og udland.

 

Fjerde nye medlem af hovedbestyrelsen er keramiker Nina Lund, der er uddannet som pottemager og i mesterlære hos Atelier Bottani-Dechaud i La Borne, Frankrig. Nina er desuden medlem af Ikast-Brande Kommunes Billedkunstråd.

 

Den øvrige bestyrelse består af tekstilformgiver Hanne Brøbech Sønnichsen, glasformgiver Sia Mai og glaskunstner Mette Colberg, der fortsætter i bestyrelsen.

 

Danske Kunsthåndværkere & Designeres hovedbestyrelse arbejder for at skabe synlighed om håndværket og styrke og koordinere kunsthåndværk- og designområdet. Målet er at skabe forståelse for og anerkendelse af kunsthåndværk og design som kulturfaktor.

Danske Kunsthåndværkere & Designeres tre indsatsområder for det kommende år er politik, uddannelse og bæredygtighed.