Nyhed

Anne Bannick modtager fornem præmiering

Keramiker og industriel formgiver Anne Bannick modtager fornem præmiering fra Statens Kunstfond for sin pionérindsats

Anne Bannicks komposterbare engangsservice "PAPCoRN" er en bæredygtig klassiker. Foto: Claus Christensen.

 

Et stort velfortjent tillykke til keramiker og industriel formgiver Anne Bannick for præmieringen fra Statens Kunstfond. Som en pionér har Anne Bannick gået foran i den bæredygtige udvikling af komposterbart engangsservice, der både er etisk og æstetisk. Derfor præmierer Legatudvalget for Kunsthåndværk & Design Anne Bannicks “PAPCoRN komposterbart engangsservice”, der både er origanisk og originalt og i dag bærer måltidet frem som den moderne klassiker på farten.

 

Sublim og funktionel formgivning

Legatudvalget for Kunsthåndværk & Design skriver i motiveringen: “Legatudvalget for Design og Kunsthåndværk værdsætter, når designere tør tage ansvar og vise vejen – også når alle ser den anden vej. Anne Bannick har arbejdet med og udvikle og udforsket inden for industrielt design og keramik, siden hun blev færdig på Designskolen i Kolding i 2000. Hun viste allerede med sit afgangsprojekt for 2 årtier siden, at bæredygtighed var mere end et modeord i hendes verden. Allerede på daværende tidspunkt – længe før det blev mainstream – var hun bekymret over verdens plastaffald, som forvildede sig ud i og forurendede natur og økosystem og med stor vedholdenhed har hun forbedret og videreudviklet konceptet.

Anne Bannicks bud på, hvorledes hun kunne bidrage med at løse opgaven, blev til et engangsservice i biologisk nedbrydelige materialer, som hun selv eksperimenterede frem. Hun ikke alene udviklede nye materialer – længe før andre begyndte at se den vej – nej med sublim formgivning skabte hun også et funktionelt service i et fuldendt formsprog som designmæssigt holder den dag i dag.

Helt fortjent blev det en del af Designmuseum Danmarks permanente samling. Legatudvalget mener, at det fortjener fornyet opmærksomhed i en tid, der kalder på løsninger, der både er brugbare, æstetiske og bæredygtige”.

 

Kunstfonden vægter særlig høj kunstnerisk kvalitet

Kunstfonden tildeler hvert år præmieringer til kunstnere og institutioner, som har skabt et værk eller en udstilling af særlig høj kunstnerisk kvalitet. En præmiering er altså et ekstra skulderklap til dem, der har gjort sig særlig bemærket inden for et bestemt kunstområde.