Udstilling

Mød priskomitéen på Biennalen 2023

På åbningsdagen torsdag den 12. oktober modtager en af udstillerne Biennaleprisen 2023 på 100.000 kr., generøst skænket af Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond. Se, hvem der sidder i årets priskomité.

Priskomitéen 2023. Majken Overgaard, Mikkel Hammer Elming og Kristine Tillge Lund. Overgaard og Lund: privatfotos. Elming: Lars Just.

 

Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2023 slår dørene op for et brag af en udstilling den 12. oktober i Hal 6 på Copenhagen Contemporary. Som et festligt indslag på åbningsdagen overrækker årets priskomité Biennaleprisen på 100.000 kr., der er generøst skænket af Nationalbankens Jubilæumsfond. Den eftertragtede pris er en vigtig anerkendelse af dansk kunsthåndværk og design, som alle Biennalens udstillere bejler om.

 

I år består priskomitéen af Majken Overgaard, Mikkel Hammer Elming og Kristine Tillge Lund. 

 

Majken Overgaard skaber som kurator interdisciplinære samarbejder i krydsfeltet mellem kunst og teknologi. Med Rune Brink og Christian Villum har hun grundlagt arbejdsfællesskabet Korridor, der er dedikeret til at udforske muligheder inden for digital kunst online.

Mikkel Hammer Elming er direktør for Glas, som er blandt de vigtigste museer for glaskunst i verden. Han er cand.mag. i kunsthistorie med speciale i kuratering af samtidskunst. Han er medskaber og tidligere leder af Foreningen for samtidskunst og kunsthallen Regelbau 411. Sideløbende har han drevet en uafhængig kuratorisk praksis og været tilknyttet Kunsthal Aarhus som fast kurator.

Kristine Tillge Lund er kunsthåndværker og har værksted på Frederiksberg i København. Hun er uddannet på Designskolen på Bornholm og har derefter taget en MA på Royal College of Art. Tillge har været medstifter af to gallerier i København samt initiativtager og medarrangør på større og mindre udstillinger gennem årene.


Sæt kryds i kalenderen

Priskomitéen samles og voterer den 12. oktober i udstillingen i Hal 6. Ved åbningen samme dag kl.17.45 offentliggøres de tre nominerede projekter, hvoraf det ene modtager Biennaleprisen 2023.

Udstillingsperiode: 13. oktober – 12. november 2023.
Åbningstider: ons.-søn. 11-18, tors. 11-21.

Copenhagen Contemporary
Hal 6
Refshalevej 173A
København K.