Nyhed

Bliv beskikket censor

Censorformandskabet for censorkorpset i arkitektur, design og konservering indkalder ansøgninger om beskikkelse som censor for perioden 1. september 2022-31. august 2026. Beskikkelsen gælder for uddannelserne under Arkitektskolen Aarhus, Designskolen Kolding og Det Kongelige Akademi.

For at kunne blive beskikket som censor skal ansøgeren have:

1. en relevant forskningsbaseret uddannelse på kandidatniveau,
2. specifik kompetence inden for et eller flere faglige delområder, som indgår i uddannelsen, og
3. aktuel viden om uddannelsens anvendelsesmuligheder, herunder kendskab til aftagernes situation og behov.
4. Minimum 2 års relevant erhvervserfaring.
5. Indgående og aktuelt kendskab til fagområdets videnskabelige discipliner, herunder fagets teorier og metoder.

Ud over at deltage i eksterne prøver og føre tilsyn med afholdelsen af prøver skal en censor afgive beretning efter sin deltagelse i prøveforløb samt yde bidrag ved rådgivning om prøvesystemet på universiteterne, f.eks. høringer over lov- og regelændringer.

Rammer og vilkår for beskikkelse som censor fremgår af Bekendtgørelse om eksamen og censur ved de videregående kunstneriske uddannelser under Uddannelses- og Forskningsministeriet, BKG nr. 29 af 13. januar 2020.

Det forudsættes, at ansøgere er indstillet på at prioritere censoropgaver i forhold til andre aktiviteter i de perioder, hvor der som følge af ordinære eksaminer og bedømmelse af kandidatspecialer er særligt mange prøver.

Ansøgninger vil blive behandlet af censorformandskabet og uddannelsescheferne/dekanerne på uddannelserne med henblik på en samlet indstilling om beskikkelse til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Med din ansøgning giver du samtykke til, at dine personoplysninger bliver behandlet som led i indstillingen. Hvis du bliver beskikket som censor, vil dine personoplysninger blive anvendt i det omfang, det er er nødvendigt ved udpegning til censoropgaver og øvrig kommunikation i censorkorpset. Hvis du ikke bliver beskikket, vil dine personoplysninger blive slettet inden en måned efter censorformandskabets indstilling.

Ansøgningsfrist, tidsplan og ansøgningsskema mv. for beskikkelserne findes på:

https://application.aarch.dk/censorbeskikkelse/

Ansøgningsfristen er 3. april 2022

Spørgsmål om at være censor kan rettes til censorformandskabet: Jørgen Helstrup, T. 8936-0134 eller M. jhel@aarch.dk