Investering i kunst og kultur er vores fremtid!

Danske Kunsthåndværkere & Designere bakker op om Dansk Kunstnerråds kampagne, der sætter fokus på værdien af at prioritere kunst og kultur i finansloven. Her kan du læse opslaget, der blev udgivet i en række aviser landet over:

Kære kunst- og kulturforbruger,

NU er det igen blevet den tid på året, hvor politikerne samles for at udarbejde finansloven. Det er også blevet den tid på året, hvor landets hårdtarbejdende kunstnere og kulturarbejdere igen bliver nødt til at minde landets politikere om, hvilken betydning det har, at de økonomiske rammer for deres kunstneriske virke er gode. I – kulturforbrugerne – ved det godt. At vi skal investere og prioritere kunsten og kulturen på finansloven, hvis vi i fremtiden skal have råd til sygehuse, skoler og veje. For kunst- og kulturområdet giver dobbelt igen. Også på bundlinjen.

Hvordan ville en hverdag egentlig se ud uden kunst og kultur?

Det er kunsten og kulturen, som lærer os nyt om verden og åbner nye verdener. Det er kunst- og kulturoplevelser, som bidrager til, at vore børn lærer nyt og samler os i lokale fællesskaber og familier. Kun gennem kunstneriske greb, skabes ægte forandringer. Uden kunst og kultur – ingen fremtid. I stedet for at opprioritere kunst og kulturområdet har man gennem en lang årrække nedprioriteret. Det har medført, at en række kunst- og kulturinstitutioner siden 2016 er blevet pålagt markante besparelser. Det gælder alt fra musikskoler og kulturinstitutter til skriveophold for kunstnere samt kunstneriske udviklingsprojekter i landets skoler. Det er steder, som leverer både kulturelle oplevelser til danskerne, direkte tilbud til landets skolebørn, kunstneriske fritidstilbud og investeringer i kunstnerisk talent, som kommer flerdobbelt igen.

I kroner og øre vil alle disse steder kunne tilgodeses på finansloven med en samlet afskaffelse af omprioriteringsbidraget. En afskaffelse af omprioriteringsbidraget og opprioriteringen af området vil koste sølle 57, 4. mio. Spørgsmålet lige nu er, om landets politikere tør prioritere området

Tag fat i dine politikere!
Fortæl dem, hvad kunsten og kulturen betyder for dig og din hverdag!

Mange hilsner fra Dansk Kunstnerråd

 

Kilder:

Vækstteam for kreative erhverv okt. 2018.

https://www.fm.dk/publikationer/2019/forslag-til-finanslov-for-finansaaret-2020