”At mødes ansigt til ansigt er meningsfuldt, og at erhverve et stykke kunsthåndværk her på markedet er så meget mere end en handel. Det er et møde. En udveksling.”

Sådan lød det i åbningstalen, hvor Rigetta Klint kom ind på bæredygtighed og den tiltagende ressourceknaphed og takkede kunsthåndværkerne for den vigtige grundforskning og udvikling, der finder sted ude på værkstederne:

”I minimerer spild, undersøger alternativer til traditionelle materialer og arbejder på at reducere energiforbruget – blandt andet. Tak, fordi I tager udfordringen op.”

Rigetta Klint står bag det annoncefrie og uafhængige printbookazine HÅNDVÆRK, der udkommer på dansk og engelsk og distribueres i 20 lande. I sit arbejde trækker hun på et mangeårigt virke – først som udøvende kunsthåndværker og formgiver, siden som skribent og fotograf.

Rigetta Klints åbningstale på Frue Plads Marked 2026:

Sikke en dag, og hvor er det dejligt at se alle.

Fagprofessionelle og forbrugere af kunsthåndværk og design. Gamle og unge.
Vi, som bærer traditionerne videre, og I, som på den ene eller anden måde udfordrer dem.

Fagprofessionelle og forbrugere af kunsthåndværk og design. Gamle og unge.
Vi, som bærer traditionerne videre, og I, som på den ene eller anden måde udfordrer dem.

At mødes ansigt til ansigt er meningsfuldt, og at erhverve et stykke kunsthåndværk her på markedet er så meget mere end en handel. Det er et møde. En udveksling.

“Det er da rundt.”
Sådan plejer min mand med et glimt i øjet at sige, når jeg begynder at regne på beviset for, at netop i dag er en helt særlig mærkedag, som fortjener en skåltale.

Uden at regne på beviset tør jeg godt påstå, at det, vi samles om i dag, er noget ganske særligt.

Her på Frue Plads er der en over gennemsnittet høj koncentration af dedikation og passion.

Her er kunsthåndværk i alle materialer og i mange forskellige stilretninger.

Fællestrækket er, at værkerne er skabt med hænderne. Nogle som unika, andre i små, håndholdte kunstindustrielle serier. Det hele baseret på dyb viden om materialer, lang tids træning og en sikker formsans.

Netop koblingen mellem viden om materialer og fremstillingsprocesser, design og kvalitet, herunder den æstetiske kvalitet af det færdige produkt, har jeg i snart mange år været optaget af at undersøge, dokumentere og udfordre i mit arbejde med HÅNDVÆRK bookazine.

Inden ferien satte jeg sidste punktum i nummer 15, som udkommer til september. Temaet er transformation og handler i bred forstand om den bevægelse, vi alle er en del af: hen imod en mere bevidst og ansvarlig omgang med klodens ressourcer.

I den forbindelse talte jeg blandt andre med designer Pil Bredahl. De fleste kender hende som dommer i Danmarks Næste Klassiker, men hun er også en markant stemme inden for bæredygtighed i forholdet mellem design og kunsthåndværk.

Inden vi mødtes, havde jeg på Designrådets hjemmeside fundet hende citeret for følgende:

“Design er for mig et fag, der via dialog kommer med fysiske svar på det, der berører menneskets liv.”

Og videre:

“Godt design opstår ikke kun, når form følger funktion. Form og funktion er ligeværdige. Når funktion også følger form, forlænges levetiden på et design.”

Jeg læste det højt for hende, og hun responderede:

“Jeg tror, at det, jeg mener, er, at vi i en lang periode har haft en forståelse af godt design som noget, hvor formen følger funktionen. Det er en klassisk modernistisk tilgang til problemløsning.

Men hvis vi skal knytte os til det, vi producerer, og det skal vi, hvis det skal holde længe, så er skønhed, sanselighed og det, som rører ved vores følelser, lige så vigtigt som det, vi forstår som funktion.

Det er noget af det, kunsthåndværkere og kunstnere er rigtig dygtige til at bringe til bordet.”

Der er flere vigtige ting i det, Pil siger.

Først og fremmest erkendelsen af, at skønhed og sanselighed bør værdisættes på linje med funktionalitet, og at kunsthåndværkerens faglighed her er i høj kurs.

Ingen computer kan mærke et materiale. Ingen algoritme kan konkurrere med den viden, som er lagret i jeres hænder.

I er uslagbare i en tid, hvor dagsordenen sættes af kriser og et deraf følgende behov for at finde nye løsninger.

Jeg hæfter mig også ved Pils formulering:

“Jeg tror, at det, jeg mener, er …”

Den sætning har jeg gjort  til min egen.

Og jeg vil opfordre hver og en til at finde sin version af en åben og reflekterende tilgang til udfordringerne, hvad enten I producerer eller forbruger. En tilgang, som tillader, at vi bliver klogere undervejs, fordi vi bygger båden, mens vi ror.

Det, jeg tror, jeg mener, er …

At jeg anerkender den enorme professionalisme, som alle I udøvende kunsthåndværkere baserer jeres virke på.

At blive klogere undervejs og at bygge båden, mens vi ror, handler derfor ikke om famlende amatørisme, men om de udfordringer, vi står overfor, som kræver ny viden, nye rutiner og måske også, for nogens vedkommende, et nyt udtryk.

Et af tidens store spørgsmål er netop: Har bæredygtighed et særligt udtryk?

Og betyder bæredygtige valg noget for værkets værdi?

Og er det noget, der skal tales om i formidlingen af værket?

Og på den anden side: Skal man frygte, at prædikatet bæredygtighed står i vejen for, at værket forstås i sin egen formmæssige ret?

Uanset om vi taler om det eller ej, kommer vi ikke uden om, at præmissen er ændret.

I kunsthåndværkere arbejder i materialetætte fag. Mange af jer mærker allerede ressourceknapheden helt tæt på.

Den udfordring navigerer I i.

Og der bruges lige nu mange ressourcer på vigtig grundforskning på værkstederne.

I minimerer spild, undersøger alternativer til traditionelle materialer og arbejder på at reducere energiforbruget – blandt andet.

Tak, fordi I tager udfordringen op.

Det, jeg tror, jeg mener, er sagt til jer, som er her for at købe, fordi I ligesom jeg elsker produkter med håndens aftryk:
Vi kommer ikke uden om at tale om prisen, selv om økonomi er noget, mange omgås med berøringsangst.
Her på markedet mødes I af objekter, som for de flestes vedkommende ser indlysende og tilsyneladende enkle ud. Lad jer ikke narre.

Bag det mest indlysende ligger der mange undersøgelser, eksperimenter, mislykkede forsøg og bump på vejen, afløst af tilfredshed og glæde, når det lykkes.
De stolte og ressourcebevidste kunsthåndværkere sender først deres produkter ud i verden, når de er helt, som de skal være.

For verden og vi behøver ikke mere, men bedre.

Det koster, og den pris skal I betale.

Må jeg her benytte min taletid til at opfordre til, at ingen beder om rabat eller markedstilbud, men betaler den pris, varen koster.

Og jeg håber, siger jeg henvendt til jer kunsthåndværkere, at prisen er sat højt nok til at dække medgået erfaring, medgået produktionstid, medgåede materialer og lidt i banken til udvikling og pension.

Det, jeg tror, jeg mener, er:

Hvis vi ønsker en fremtid med en levende og foranderlig tradition for kunsthåndværk, så skal vi også være villige til at anerkende værdien af det arbejde, der ligger bag, ved at betale for det.

Penge er den ressource, som muliggør den fortsatte undersøgelse og udvikling.

Rigtig godt marked.