Nyhed / Event

Dansk Kunstnerråd lancerer vigtigt Fair Practice Kodeks

Kunst- og kulturlivet får nu for første gang i Danmark et fælles Fair Practice Kodeks, der skal sikre ordentlige arbejdsforhold. Tag med til lancering og fejring i Aarhus og København.

Grafik: Hanna Bergmann

 

Kunst- og kulturlivet i Danmark får endelig et fælles Fair Practice Kodeks. Kodekset er det første af sin art herhjemme, der punkt for punkt beskriver, hvordan fair og ordentlige arbejdsvilkår for professionelle udøvere ser ud.

 

Anbefalingerne er inspireret af Hollands Fair Practice Code, men tilpasset en dansk virkelighed. Bag kodekset står Dansk Kunstnerråd med sine 22 medlemsorganisationer – ca. 20.000 kunstnere og kulturskabere, der sammen repræsenterer hele det danske kunst- og kulturliv.

 

Uforudsigelighed og usikker økonomi er hverdagskost
Undersøgelser viser, at udøvere i Danmark udgør en lavindkomstgruppe, hvor de fleste er freelancere, soloselvstændige eller kombinatører. Man har typisk skiftende arbejdsgivere, hvor uforudsigelighed, økonomisk usikkerhed og ofte uregulerede arbejdsvilkår er en del af hverdagen.

Kodekset er skruet sammen til kunstnere som et fælles redskab, så du nu har nogle fælles retningslinjer at referere til, når du skal indgå fair aftaler om samarbejder og opgaver.

 

Et fælles værkstøj

Ambitionen er, at kodekset på sigt kommer til at fungere som et værktøj for alle, der ansætter, samarbejder med eller giver tilskud til professionelle kunstnere. F. eks. offentlige og private kulturinstitutioner, statslige myndigheder, kommuner, fonde, organisationer og virksomheder.

Udviklingen af de længe ventede fælles anbefalinger til anstændige arbejdsvilkår er resultat af et samarbejde mellem Dansk Kunstnerråd og initiativet Fair Practice Kultur, som Dansk Komponistforening og Billedkunstnernes Forbund driver.

 

Brug kodekset som aftaleredskab og etisk pejlemærke

Dansk Kunstnerråds Fair Practice Kodeks har fem kerneværdier:

  • Fair betaling
  • Bæredygtigt arbejdsliv
  • Mangfoldighed
  • Gennemsigtighed
  • Tillid

Når du bruger kodekset, tager du som udøver medansvar for at skabe bedre arbejdsforhold i for alle i kulturbranchen. Samtidig viser du kunder, publikum og samarbejdspartnere, at ordentlige arbejdsforhold for kunstnere har høj prioritet.

Download Dansk Kunstnerråds Fair Practice Kodeks her

Download engelsk version af Dansk Kunstnerråds Fair Practice Kodeks her

 

Vi ses til fejringen i København og Aarhus

Lanceringsevent København
Tid: Onsdag d. 17. juni kl. 13.30-16.30
Sted: Festsalen, Københavns Rådhus
Se program og paneldeltagere her 
Tilmeld dig eventet på Billetto her

 

Lanceringsevent Aarhus
Tid: Fredag d. 19. juni kl. 14.00-17.00
Sted: Godsbanen, Aarhus
Se program og paneldeltagere her
Tilmeld dig eventet på Billetto her