En hyldest til opmærksomhed, fordybelse og det håndlavede kunsthåndværk.

Designer Louise Campbell leverede en fremragende og indlevende tale, som med stor præcision og eftertænksomhed kredsede om opmærksomhedens betydning – både i hverdagen og i det kunstneriske arbejde. Med blik for samtidens konstante strøm af distraktion og overfladiske indtryk fremhævede hun vigtigheden af fordybelse, sanselighed og tålmodighed som uundværlige elementer i kunsthåndværket. Her bliver det håndlavede objekt bærer af nærvær og menneskelig indsigt – et resultat af dedikation, gentagelse og personlig forfinelse:

“At en omhyggeligt fremstillet og nøje udvalgt genstand ved hver eneste håndtering vil påvirke selv nutidens ellers så nærved bedøvede sanser og derigennem for en stund føre opmærksomheden tilbage til denne faktisk temmelig vidunderlige fysiske verden, til det reelle her og nu.”

Talen var en stærk påmindelse om, at kunsthåndværk rummer mere end funktion og æstetik – det repræsenterer tid, følsomhed og en særlig form for menneskelig forbindelse, der i stigende grad har værdi i en digitaliseret og hastigt bevægende verden:

“Hos de fleste kunsthåndværkere har barndommens blik ikke lagt sig til ro – det lever videre, vågent og virkelystent, i den voksne krop.”

Louise Campbell rundede af med en varm og anerkendende hilsen til udstillerne på Frue Plads Marked og til publikum og opfordrede til at (be)mærke helheden, sanse det håndlavede og værdsætte den dybe menneskelige værdi, der ligger i både processen og resultatet.

Louise Campbells åbningstale på Frue Plads Marked 2025: 

Opmærksomtid

“I forbindelse med dén stærkt udfordrende koncentrationsøvelse det var at gå
direkte fra sommerferie til taleskrivning, kom jeg naturligt til at kredse om
ordet opmærksomhed, primært fordi min egen havde en del vanskeligheder
med at komme op i gear fra hængekøjedriveri til egentlig tankevirksomhed.
Det kaldes at få opmærksomhed, når man – som jeg nu – har til opgave at
tage ordet i en større forsamling.

Det kaldes at give opmærksomhed, når man retter sine sanser, sit nærvær,
sin opfattelsesevne mod noget helt bestemt.

Uanset hvilken slags opmærksomhed, der tales om, så er den i disse tider
under pres. Vi lader os fodre af så massive mængder indtryk, eller støj, om
man vil, særligt fra den ene, den anden og den tredje skærm, at intet for
alvor siver ind. At fastholde egen eller andres opmærksomhed i mere end få
sekunder ad gangen er blevet en global udfordring.

Vi har vænnet os til så megen støj, at vi næsten skal forskrækkes, før vi
overhovedet mærker noget.

Men om lidt, når jeg holder op med at tale, eller støje, eller hvordan min
ordstrøm nu opfattes – gives der I stedet her på pladsen I hele tre dage
årets bedste mulighed for oprigtigt opmærksom fordybelse i noget, der
aldrig vil holde op med at vedkomme os alle. Nemlig, at det er alt andet end
ligegyldigt, hvilke objekter, vi vælger at omgive os med i hverdagen. At en
omhyggeligt fremstillet og nøje udvalgt genstand ved hver eneste
håndtering vil påvirke selv nutidens ellers så nærved bedøvede sanser og
derigennem for en stund føre opmærksomheden tilbage til denne faktisk
temmelig vidunderlige fysiske verden, til det reelle her og nu.

Det er umuligt at være kunsthåndværker, hvis ikke man er i stand til i den
grad at rette og fastholde sin opmærksomhed både nysgerrigt og tålmodigt
mod alt det, der skal til, for at frembringe et objekt.
Praksis kræver fokus og kontinuitet. Kunstneriske processer er typisk det
modsatte af lineære, de er langsomme og cirkulære.

I første omgang tager det tid og kræver stor koncentration at tilegne sig et
håndværk. Uendelige gentagelser. Kun øvelse gør mester. Det tager endnu
længere tid og endnu mere koncentration at udvikle sin helt egen klang, sit
eget formsprog.

Når først man kan sit håndværk og har udviklet sit formsprog, så skærpes
processerne ganske vist, men de er nødt til at forblive cirkulære, mens man
bearbejder, forfiner, udfordrer dette originalsprog inden for hvilket, man
råder helt frit – og selv har hele ansvaret.

Øjeblikkene hvor gennembrudene opstår – hvor undersøgelser pludselig
viser vej mod noget med potentiale til at blive til noget meningsfyldt, noget
nyttigt, eller smukt, eller særligt, eller det hele – de lader sig ikke
fremtvinge på klokkeslæt. De kommer, når de kommer, og oftest via lige
dele knofedt, koncentration og følsomhed.

Og netop derfor er der ikke et led i processerne, der er vigtigere end et
andet. Hvert eneste led må tages med alvor, og hvert skridt undersøges til
bunds, både i sig selv og i sin effekt på næste del af forløbet. Det er i disse
dybt fokuserede veje rundt og rundt frem for lige ud, at hænders vilje og
materialers vilje begynder at finde fælles rytme. Det er dér, den der
arbejder, får øje på det, der peger I en interessant retning, det, der har
potentiale til at føre til en form for resultat. Og selv da vil de færreste
kunsthåndværkere stoppe op, for de ved, at den ene retning, det ene
resultat, næsten altid fører det næste med sig. Så man fortsætter. Dedikerer
sin opmærsomhed, dedikerer sin tid.

Tid, som sjældent hænger sammen med det øvrige samfunds systemer for
udmåling af tid, og som slet ikke hænger sammen med det øvrige samfunds
systemer for honorering af tid. Man gør det, fordi man ikke kan lade være.
Og fordi man, trods indtægtsbegrænsningerne, føler sig beriget af denne
form for livsvalg.
Beriget af at have tilladt sig at arbejde dedikeret i reel, vedholdende,
kunstnerisk stimulerende håndværksbaseret praksis. Den er ikke for alle,
men den er alt for nogen af os.
Den individuelle kunsthåndværker lever for og af at lytte til materialet og
følge sin følsomhed.

Al den følsomhed formgiveren har lagt i arbejdet med at føre et materiale fra
bare at være det, et materiale, til at blive et overdragelsesværdigt objekt,
forbliver i objektet for altid. Det er decideret æltet, masseret med ind i
genstanden.
Hvilket selvfølgelig gør en enorm forskel i forhold til et industrielt fremstillet
objekt. Det mærker enhver, som lader sanserne føle efter.

Hos de fleste kunsthåndværkere har barndommens blik ikke lagt sig til ro –
det lever videre, vågent og virkelystent, i den voksne krop. Åbensindet
opmærksomhed, fryden ved leg, viljen til selv at udforske og selv at prøve,
troen på at følsomheden har værdi som pejlemærke, troen på, at det giver
mening at være en pilfinger, har på magisk vis overlevet sid stille, nix pille,
kom til tiden, gå til tiden, mak i det hele taget ret, opvækst-systemet.

Men også bag selv det stiveste voksenpuds findes barnets intuition, og selv
hos dem, der gemmer det allerbedst, er der sprækker direkte derind. Særligt
igennem hænderne. Er de unikke mønstre, vi alle har på vores fingre, som vi
dag ind og dag ud efterlader aftryk af på alt, vi berører, ikke bevis på netop
disse sprækker?

Findes der et eneste menneske i verden, som kan komme her forbi i dag og
ikke opleve trang til at røre? Det er barnet – eller hvad vi ellers vil kalde
vores – ganske vist oftest undertrykte medfødte åbensind – som fortæller
kroppen, at den bliver både klogere og gladere, hvis den nu lige tager netop
den, ja, den genstand mellem hænderne, måske endda op til læberne, og
virkelig mærker, hvad den er, hvad den kan, hvad den vil os.
Ooh, at røre.

Stryge fingre hen over alskens overflader. Stentøjets ru, glasurens glatte,
papirgarnets faste, men alligevel bevægelige, det bløde træ, sølvets styrke,
uldens varme.

At tage en kande i hånden og lade som om, at man hælder væske fra den
for derved at forstå den. At vikle et tørklæde om halsen, mærke det kilde på
kinderne, og diskret snuse til det. At tage et armbånd på og bringe det i
bevægelse. Eller endda en fingerring. Så kropsligt, så lige her og nu
værende, så opmærksom på ens omgivelser og ens egen krop man pludselig
bliver, så dejligt det dog er.

Kære gæster til dette enestående marked, kom, kom an, bliv, mærk før og
mærk efter.

(Be)MÆRK helheden netop her i netop disse dage, dette væld af kyndige
hænder, som når sammenflettede, snildt kan måle sig med de så vægtige
templer for tro og boglig viden, de så beskedent og midlertidigt og helt
anderledes udsatte under små blafrende parasoller står ved foden af.

(Be)MÆRK mangfoldigheden, detaljeringsgraderne, tålmodet, vovemodet,
materialerne, som alle på en eller anden måde er kommet af den jord, vi
også her, midt i byen, står på.

I løbet af den forgangne uge har jeg begået en lille empirisk undersøgelse
blandt en håndfuld af markedets udstillende gengangere for lige at tage
temperaturen på begejstringsniveauet for denne tradition, og jeg skal hilse
og sige, at det er højt. Enstemmigt fortælles om glæden ved at mødes med
både nye og trofaste kunder netop her, hvor ingen har travlt med andet,
hvorfor oprigtigt nærvær faktisk opstår. Om det befriende ved, at objekter –
modsat på traditionelle udstillinger – hjertens gerne må berøres, endda
hjembringes, og ikke mindst om værdien af en gang årligt at stå sammen
som fagfolk. Dels fordi det gør så godt at lære hinanden at kende, dels fordi
den fysiske manifestering af dette store fællesskab i den grad bekræfter
overbevisningen om, at gennembearbejdede, håndfremstillede objekter så
absolut er kommet, og vil blive ved med at komme, for at blive.

Hyldest til hver og en af jer, der stiller op og stiller frem, må I få medvind
under parasollerne og ellers tørvejr, og må I blive tilstrækkeligt ladet op af
frugtbare møder til i overmorgen at drage herfra fulde af inspiration til at
fortsætte i værkstedet, hvor I kun slap, fordi markedet – som nu er åbent –
kaldte.”