Nyhed

STORT TILLYKKE TIL CHRISTINA BIZZARRO

Af Charlotte Jul

Christina Bizzarro fylder 50. Hvilken ære at sætte et par ord på denne kvinde, der både er en kær
ven og en klog kollega i dette vidunderlige felt.

Med en uddannelse som cand.pæd. i materiel kultur og en overbygning som smykkekunstner fra
det tidligere Institut for Ædelmetal er Bizzarro en akademisk og praktisk hybrid med æstetisk
dybde. En elegant og rank kommode med utallige skuffer, der er stoppet til randen med
inspirerende idéer og evner til at eksekvere dem.

Som smykkekunstner husker jeg især Bizzarros konceptuelle og flabede greb om perlerne, der
sammen med den hvide undertrøje – ’wife beateren’ – fik et gedigent (og tiltrængt) spark over det
konventionelle skinneben (og lyseblå advokatfuldmægtig-skjorte). Et værk, der for et års tid siden
blev indkøbt af Statens Kunstfond, da det var udstillet hos Udstillingssted for Tekstil.

Efter nogle år som smykkekunstner sprængtes Bizzarros propfyldte skuffer af idéer, der ville ud.
Ud som nye kompetencer, der skulle læres og udleves – som rådgiver, fundraiser og iværksætter.
Bizzarro kan nærmest ikke holde idéerne inde. De hopper ud, som, ja, perler på en snor. For der er
altid råd og entreprenante snitflader at hente hos dette generøse menneske. En generøsitet hun
også øser af, når hun underviser i Materiel Kultur på Designskolen i Kolding, er censor på Det
Kongelige Akademi på Bornholm eller guider på ture i det københavnske smykkemiljø.

Det var på design-ETC-redaktionen, hvor hun i en periode arbejdede som projektleder, at jeg for
alvor lærte hende at kende og blev blæst bagover af hendes entusiasme og dedikerede energi.
Det tog hun videre til Danske Kunsthåndværkere & Designere og blev en afgørende kraft bag
digitaliseringen af det tidligere magasin-arkiv fra KUNSTUFF og Dansk Kunsthåndværk. Et arkiv,
der i dag er vibrerende aktivt og videreudviklet til også at huse online-magasinet Formkraft.
Sideløbende med sit engagement hos Danske Kunsthåndværkere & Designere driver Bizzarro sin
selvstændige praksis – i de senere år lidt mindre, da omfanget af opgaver i Bredgade har taget
mere og mere over med Biennalen for Kunsthåndværk & Design og Green Craft & Design Guide
som to af de mere omfangsrige.

Christina Bizzarro er som menneske et af dem, man kan lide med det samme. Et af dem, man
husker. Og et af dem, man gerne vil hænge ud med. Hun er skarp, idérig og ikke bange for at give
ud af sig selv – på godt, ondt og sjovt. Alt det sætter hun dagligt i spil som en bærende del af
sekretariatet i Bredgade.

Jeg er ikke i tvivl om, at Christina Bizzarros tilstedeværelse har medvirket til at revitalisere Danske
Kunsthåndværkere & Designere, der i dag opleves som mere synligt, åbent, professionelt og
varmt. Tillykke med de 50 år kære Christina. Du bærer faklen højt, og med din humor og ildhu er
du en sand gave til feltet. Tak for dit bidrag – jeg glæder mig til mange flere samtaler.