Man må tage hatten af for den kompromisløshed, som ligger bag Egeværks arbejde.
Snedker-parret Mette Bentzen og Lasse Kristensen langtidskoger træ og nørder med høvl, ild, slibepapir og knofedt i deres bestræbelser på at finde ind til træets inderste væsen. De eksperimenterer helt vildt, og deres arbejde er noget af det mest visionære, der er set i mange år.
Resultatet af deres anstrengelser er intet mindre end kunstværker med internationalt format og snedkermøbler af fineste karat.
Desuden rammer deres arbejde plet i tiden, hvor vi på den ene side søger ud i naturen og genfinder kærligheden til træet og dets endeløse muligheder og på den anden side søger fantasifulde og fabulerende universer, som vi kan søge væk i, når vores virkelighed med klimaforandringer og COVID-19 bliver for meget.
Se film fra værkstedet her.