Officinet / Udstilling

Mørk Jord Husker af Vinni Frederiksen

I udstillingen Mørk Jord Husker undersøger Vinni Frederiksen mørkets dualitet. Sanselige udsagn om tysthed, dybsort nattehimmel og mørk jord der måske husker. En fortælling, der ligger i grænselandet mellem det rå og foruroligende og den ro og stilhed, mørket kan indeholde.

Fad af Vinni Frederiksen. Foto: Lars bay

Frederiksens værker er ofte koncept- og materialebaserede. Hun stræber efter at ramme en balance mellem form, materialets egne betingelser og en aflæsning af en fysisk tilstedeværelse i det færdige værk. Hun bruger råstoffer fra den danske undergrund for eksempel jord, ler, sten, kridt og vulkansk aske. Materialet analyseres og afsøges til det yderste. Hun går i dialog med jordens erindring både konkret og filosofisk. En sansning over den rå, basale jord og en nysgerrighed på loven om massetiltrækning, der forenede for første gang jordiske og himmelske fænomener.

Vinni Frederiksen graver dybt i jorden efter materialer. Foto: Lars bay

Vinni Frederiksen har i 2022 modtaget det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond med begrundelsen:          ”Keramiker Vinni Frederiksen graver dybt i jorden efter råstoffer, som hun udforsker og udfordrer med den største ærbødighed for materialets iboende egenskaber. Hun er rå, og hun er nysgerrig i sin søgen og har samtidig en udsøgt fornemmelse for at ramme en balance mellem form og materialets egne betingelser i et sanseligt æstetisk nærvær, der vækker undren, fascination og overgivelse hos den, der oplever. Autenticitet og intensitet er det, man mærker i mødet med hendes fysiske manifestationer, som kommunikeres skarpt, appetitligt og med stort æstetisk overskud.

 

Udstillingsperiode: 28. oktober – 20. november 2022

Fernisering: fredag den 28. oktober kl.16 

 

Officinet

Bredgade 66

1260 København K

#officinet