Man må gerne røre ved kunsthåndværk og ikke ved kunst, er det en væsentlig forskel? Er billedkunst primært for synssansen mens kunsthåndværk også inddrager følesansen? Og er kunsthåndværk derved tættere på det erotiske fordi man gerne må røre – og endda putte koppen i munden?
Nana Andersen (f. 1970) arbejder i spændingsfeltet mellem kunst og kunsthåndværk. Hun dyrker det åbne, det skæve, i værker der ikke lukker sig om sig selv, men hele tiden skaber forbindelser, hægter sig på andre værker i en løbende bevægelse. Det er en feminint ladet verden hvor blomster og skydevåben er en form for accessories, og hvor kvinden ikke har tid til at være offer. Her lever det poetiske og og det aggressive side om side med det erotiske og det uperfekte – ofte ledsaget af en barok humor.
Tekst af Simon Fruelund (uddrag)