Event / Markeder

Skælskør keramikfestival 2018

Skælskør Keramikfestival 2018 spænder fra kunsthåndværk og hverdagsgenstande til den danske og internationale kunsts innovative fortropper og afholdes for fjerde år i træk. Festivalen er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor den bedste danske og internationale keramik vises frem. 65 keramikere i topklasse udstiller på havnen i Skælskør d.11 juli 2018 kl. 11-18

Foto: Skælskør Keramikfestival

Festivalen foregår på kajen langs kanalen, der forbinder Skælskør Havn og Skælskør Nor. Her udstilles og sælges keramik fra både ind- og udland i en række kuppelformede telte. Der er også keramiske udstillinger på Guldagergaard – Internationalt Keramisk Center, samt rundt i hele byen i gallerier, værksteder og andre udstillingssteder. På festivalpladsen på havnen inviteres man til selv at få fingrene i leret. Man kan nemlig både lave sin egen unikke dekorerede chaussésten, som en del af en såkaldt folkegave til Skælskør, eller slå sig løs i workshopteltet for børn og kreative sjæle. Folkegaven – de dekorerede sten – bliver brændt, og efterfølgende lagt rundt omkring i byens gader.

Keramikfestivalen byder i år også velkommen til unge keramikstuderende fra Designskolen på Bornholm, der udstiller deres værker – bl.a. et værk, som besøgende kan interagere med og skabe deres egne udtryk og små skulpturelle værker. Værket er skabt i samarbejde med en nyuddannet glaskunstner, der udstiller i samme anledning. I år lanceres også den første keramikfestival-vin i samarbejde med en lokal vinhandel. Dette års vinetikette er udformet af Keramiker Nelly Gaskin, der også bidrager med to store chaussésten til endnu et nyt tiltag i årets festival: Street of Fame – fem professionelle og anerkendte kunstnere er blevet bedt om hver at udfærdige to store chaussésten til byens hovedgade. Tanken er, at der hvert år udpeges fem nye kunstnere til at udforme sten til hovedgaden – der således fremover bliver Skælskørs STREET OF FAME.

På torvet foran byens gamle Rådhus kan man i år lytte til musikken fra keramiske skåle, hvis klingen blander sig med vandets brusen i det gamle Ramona springvand. Midt på dagen kaster byens keramikere store lerkugler i havnebassinet. Lerkuglerne tager rejsen ud i fjorden og noret – afhængig af strøm og vind. Her vil de kunne findes og indsamles – eller de vil langsom opløses og igen blive til en del af naturen. På biblioteket udstilles publikums yndlingskopper hele dagen, med små fortællinger om, hvad der gør netop denne kop speciel.

Dagen efter festivalen er en faglig inspirationsdag for festivalens keramikere, hvor der er arrangeret workshops og foredrag omkring særlige teknikker, nye metoder eller andre faglige interesseområder, f.eks. tips om, hvordan fotos af keramisk værker kan få det ønskede professionelle præg, demo og workshop i lerkastningsteknik, samt drejning af meget store værker.

Keramikfestivalen i Skælskør er opstået i det levende kunstnermiljø på egnen og er et samarbejde mellem, Kunstnerlavet KIT, Internationalt Keramiske Center, Guldagergaard, Skælskør Bykontor og Galleri Købmandsgården i Skælskør.

Kilde: pressemeddelelse