Nyhed

DKoD bakker op om FAOD og Anne Black i kopi-sagen mod Netto

Der var stor jubel i branchen, da Anne Black vandt over Netto ved Sø- og Handelsretten i juni 2019. Siden har Netto valgt at anke sagen, der nu skal prøves i landsretten den 13.-14. maj 2020. Den principielle sag har taget en ny drejning, efter Dansk Erhverv har valgt at støtte Netto som biintervenient.

Foto credit: Anne Black

Udgivet den 28. april 2020

 

Sagen har principiel karakter for alle professionelle udøvende kunsthåndværkere og designere, og DKoD tager kraftigt afstand til Dansk Erhvervs beslutning om at gå ind i sagen til fordel for Netto.

Forbundet Arkitekter og Designere (FAOD) går ind i sagen sammen med Akademikerne og Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA), som begge også indtræder til fordel for Anne Black.

DKoD bakker op om FAOD’s arbejde og følger sagen nøje.

”Sagen om Anne Black er blevet principiel for alle kunsthåndværkere og designere i Danmark. Hvis Landsretten giver en stor koncern som Netto mulighed for frit at kopiere, bliver hele levegrundlaget revet væk under de udøvende, der lever af at skabe nye produkter. Når Dansk Erhverv træder ind i sagen på Nettos vegne, er de med til at udhule ophavsretten, som er så fundamental for designbranchen.”
– 
udtaler Danske Kunsthåndværkere & Designeres bestyrelse.

 

Læs mere om Anne Black-sagen

 

Læs DKoDs udtalelse om den indledende sag

 

Debatten Originale Kopier