Netværk

Nordisk netværk genforenes i Norge

The Nordic Network of Crafts Associations (NNCA) havde endelig mulighed for at mødes fysisk i Norge i april. Fra Danmark deltog Formkraft og Danske Kunsthåndværkere & Designere i et tredages program i Oslo og Moss.

NNCA ved konferencen i Moss. Foto: Ingeborg Øien Thorsland for Norwegian Crafts.

 

På mødet blev der drøftet den kommende internationale kunsthåndværkerkonference ”Curating Craft”, der arrangeres af NNCA og Konsthantverkscentrum og bliver startskuddet for Stockholm Craft Week den 4. oktober 2023. Desuden blev der lejlighed til at få vendt flere spørgsmål vedrørende samarbejder om nutidigt nordisk kunsthåndværk og styrkelsen af hele feltet.

Under turen blev det også til et spændende besøg på ”Abundance”-udstillingen på Galleri F15 i Moss, der er kurateret af Ki Nurmenniemi. Her deltog NNCA i konferencen ”Abundance”, der var produceret af Norwegian Crafts og Galleri F15. Programmet bød på indlæg fra kunstnere, der deltager i udstillingen, kuratorer og Mikkel Elming, direktør for museet Glas i Ebeltoft.

 

Om NNCA

NNCA blev grundlagt i 2010. Netværket fremmer samarbejde og dialog mellem sine medlemmer og styrker det moderne kunsthåndværk i og uden for Norden.
NNCA’s aktiviteter er todelt: Netværket afholder møder for at drøfte politiske, sociale og økonomiske spørgsmål vedrørende kunsthåndværkere og områderne for moderne kunsthåndværk i Norden.

For det andet producerer og deltager NNCA i projekter, der har til formål at fremme og formidle nordisk kunsthåndværk i international sammenhæng.

 

NNCA består af: Danske Kunsthåndværkere & Designere (Danmark), HANDVERK og HÔNNUN (Island) Konsthantverkscentrum (Sverige), Konstnärernas Riksorganisation (Sverige), Norske Kunsthåndverkere(Norge), Norwegian Crafts (Norge) og ORNAMO (Finland).

 

NNCA har modtaget langsigtet netværksstøtte fra Nordisk Kulturpunkt for 2015-2018 og projektstøtte fra både Nordisk Kulturpunkt og Nordisk Kulturfond.

Danske Kunsthåndværkere & Designeres deltagelse i NNCA er finansieret af fondsmidler.

 

Læs mere om NNCA her