Feltet, som vi, der beskæftiger os med formgivning opholder os i, spænder vidt. I den ene ende bruger kunsthåndværkeren sine egne hænder til at udføre dybdegående undersøgelser indenfor et selvvalgt interessefelt. I den anden ende bevæger den industrielle designer sig elastisk og globalt i tværfaglige samarbejder med industrien om kommerciel produktion.
(af Louise Campbell, Kunstuff, 2016)
At praktisere begge yderligheder side om side for at lade dem inspirere hinanden er en smuk ide, men vanskelig at fastholde i længere perioder ad gangen, da den store forskel imellem de to netop er tiden. Hvor langsom eller hvor hurtig man er nødt til at være for enten at nå til bunds eller følge med. Hvor enten distraherende eller essentielt det er at vide, hvordan samtidens bølger bevæger sig. Nogle af os spytter snesevis af nye designs ud på et år. Nogle af os smøger på tredivte år dagligt ærmerne op med det ene formål at blive klogere på ler på drejeskive. Skabertrangen og glæden ved form giver os en slags fællesskab.
Oppe i det statslige embedsværk, hvor vi alle og flere til på godt og ondt hører under paraplyen design, ved man godt, hvordan man måler graden af vores succes. Succes-parameter 1: Omsætning. Succes-parameter 2: Brandingværdi. Parameter 1 er klart målbar og storfavorit, men vi klarer os ikke imponerende. Parameter 2 er mere kompliceret, men her går det lidt bedre for os. Ikke kun den tungt mandsopdækkede tegnestue, men også en – særligt internationalt – anerkendt kunsthåndværker, endda en med tomme lommer, kan have høj brandingværdi med usolgt unika, fordi værkerne indirekte, ved at brande nationens kulturelle værdi, fremmer dens omsætning. Social ansvarlighed omtales også, men er endnu ikke med på målestokken, lidt elastik gives fortsat, da høj moral inden for dette dugfriske område stadig vanskeliggør høj omsætning. Industrien nikker hovedsageligt samstemmende til ovenstående. Uanset hvor ærbar en producents mission, vision og værdier må være, taler tallene på bundlinjen højest.
Vil en formgiver i samspil med industrien med en producent som mellemmand, må det forstås, at det bliver som lille brik i en stor, kompliceret struktur, som sjældent kan eller vil dele succesparametre med alt for idealistiske formgivere. Man kan, hvis man er dygtig, få indflydelse, men man får ikke kontrol. Medansvar har man dog i den grad, om man vil se det i øjnene eller ej.
Min egen primære karrieremæssige drivkraft er, at jeg fra barnsben har lidt af en ubændig lyst til at undersøge materialers muligheder. Hvad sker der, hvis jeg gør sådan og sådan? Forestillingen om det potentielle resultat er blevet en kende mere realistisk med alderen, ellers har intet forandret sig.
Det er en primitiv drivkraft, men den er uudtømmelig. For tiden linoleumstrykker jeg som en besat. Før eller siden bliver jeg god til det, men fryden ved udfordringen har været intenst glædesbringende fra start, intet er mere tilfredsstillende end learning by doing, og så har metoden den store fordel, at erfaringsbaseret viden flytter ind i hele kroppen, ikke blot i hovedet. Mine hænder ved ofte bedst. Deres reaktion er præcis, fokuseret, hvorimod min utæmmelige hjerne hele tiden vil spørge videre.
Da jeg i sin tid studerede på Danmarks Designskole, bevægede jeg mig himmelhenrykt rundt mellem alle værkstederne, dørene var åbne, de fleste ledere var imødekommende, vi blev ikke ligefrem opfordret til tværfaglige eksperimenter, men vi blev heller ikke bremset. Træ, metal, plast, tekstil, keramik, glas, grafik, jeg nåede aldrig en eneste af fagspecialisterne
til sokkeholderne, men fik alligevel sneget dele af deres processer og materialer med i mit eget sprog. Fandt sammenhænge og forskelle, fandt muligheder. Hånden på hjertet, så var det alle disse værksteder, som stadigvæk befandt sig på fælles matrikel, og deres erfarne ledere, som gav mig langt størstedelen af min uddannelse. Denne frie adgang til tværfaglige værksteder og ekspertise har jeg savnet lige siden. Har forsøgt at kompensere ved igennem de sidste tyve år dels at fortsætte egne materiale-eventyr, og dels at arbejde kommercielt inden for så godt som alle områderne.
Kun et måler sig med fryden ved selv at have materialerne mellem hænderne, og det er, når der gives anledning til nært samarbejde med dygtige håndværkere, som kan og ved meget mere end en selv inden for et givent materiale. Relation mellem formgiver og håndværker var, op til omkring femten år siden, en selvfølgelig del af enhver industriel produktudviklingsproces. I dag, hvor de fleste producenter foretrækker friheden til at shoppe mellem underleverandører fra hele kloden frem for at være låst til egen fabrik, eksisterer den mulighed kun sjældent. Det er indlysende et stort tab for produktkvalitet. Formgiveren kan fortsat, hvis hun har tid og råd, på egen arbejdsplads være undersøgende, men uden direkte dialog med fabriksgulvets mestre, begrænses mulighederne for 1:1
materiale- og maskinnær udvikling og detaljering betydeligt, hvilket i den grad vanskeliggør overbringelse af intentioner, især de sanselige, som er alfa og omega for et godt produkt.
En flok naive jubelidioter
Danmark år 2016. Brødbagning hitter. Og solhilsener. Burhøns befries, og gårdbutikker blomstrer. Supermarkedsgiganten Coop stiller de små økologiske landbrugs produkter forrest på hylderne, så alle kan få glæde af sundt nærvær. Pernille Feilbergs selvfremstillede, bæredygtige yndigheder er i højeste kurs. Men hov, helt rent mel har vi endnu ikke i poserne. I hjem landet over serveres friskpresset juice i glas, som har kostet femoghalvfjerds øre stykket. I udsalgspris. Altså inklusiv emballage, langdistancefragt, udstilling i forretning. Jeg har besøgt en glasfabrik i Kina, hvor firmaet bag disse glas får produceret varer. Helvede på jord.
Moralsk betænkelig masseproduktion er stadigvæk lovlig, men selvfølgelig ikke i orden. Det kan næppe diskuteres længere. Alligevel mødes vi fortsat i køerne ved kasseapparaterne i lavprisvarehusene. Ha’ begær slår kønsdrift. Jo, den kollektive samvittighed er ved at vågne af sin dvale både samfunds- og miljømæssigt, bestemt, men vi opfordres samtidigt til at forbruge. Hvilket dilemma. Ok, så skærer vi snart ned på billigt bras, nogle af os, men hvad er egentlig i orden at købe og derfor producere, eller omvendt? Hvem tager ansvaret?
Oh ja, også jeg er begejstret for ting, gamle som nye. Stole, lamper, glas, gafler, sko. Især ting, som ved nænsom berøring under fremstilling har fået sjæl med sig. De færreste af mine ting er uundværlige, men de fleste beriger mit liv hver dag.
Jeg synes ikke, det er spor ligegyldigt, hvad vi omgiver os med. Jeg gik ind i ting-branchen af lyst til at kredse om nærværet
i dagligdagen. Vore rytmer og vaner forandrer sig hele tiden, at byde ind med gennemtænkte bud på formgivning af omgivelser og redskaber, som reflekterer over disse forandringer, giver mening. Men det gør mådehold også. Jep, vi sidder i saksen.
Artiklen fortsættes i tidsskriftet Kunstuff 2016.
Artiklen er gengivet fra tidsskriftet Kunstuff 2016
I forbindelse med Danske Kunsthåndværkere & Designeres 40 års jubilæum i 2016 har foreningen udgivet et særnummer af tidsskriftet Kunstuff. Tidsskriftet lukkede i 2009 efter at have været en betydningsfuld formidler af området gennem en lang årrække.
Pris: 40 kroner.
Kunstuff 2016 kan købes følgende steder:
Danske Kunsthåndværkere & Designeres sekretariat, Bredgade 66, Kbh
Designmuseum Danmark, Bredgade 68, Kbh
Designer Zoo, Vesterbrogade 137, Kbh
Dina Vejling-Dansk Kunsthåndværk, Brandts Passage 28, Odense
1+1 Tekstil, Grønnegade 41, Aarhus
Formuleret, Jægergårdsgade 78 kld, Aarhus
Glasmuseet, Ebeltoft
Clay – Dansk keramikmuseum
Kunstuff 2016 er realiseret med støtte af Statens Kunstfond, Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond af 1968 og 15. Juni Fonden.