Markeder

Mød 120 kunsthåndværkere og designere på Frue Plads Marked

Foto: Frida Gregersen.

Markedet på Frue Plads i København er et mekka for designentusiaster, æstetikere og folk med sans for kvalitet. Omgivet af hyggelige mennesker og sydlandsk charme kan man gå på jagt i omkring 120 stande og opleve det sidste nye design og kunsthåndværk – fra tekstil, smykker og grafik til glas og keramik.

 

Frue Plads Marked er ikke alene en ægte Københavnerbegivenhed, men også Nordens største udendørs marked for professionelt kunsthåndværk og design. Udstillerne kommer fra hele Danmark og enkelte fra andre nordiske lande. Og kvaliteten er sikret, da kun medlemmer af Danske Kunsthåndværkere & Designere kan deltage.

 

Siden 1983 har der været kunsthåndværkermarked i byen, og det markeres med åbningstale af Københavns kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard, torsdag den 11. august kl. 12.

 

Samme dag kl. 16 offentliggøres vinderen af Håndfuglen 2022 – markedsprisen, der tildeles Årets Udstiller.

 

Prisen gives for det samlede indtryk af værker/produkter og præsentation. I bedømmelsen lægges vægt på godt håndværk, design og kunstnerisk omtanke.

Prismodtageren udpeges på åbningsdagen af en udvalgt jury, der består af arkitekt Lars Vejen, tekstilformgiver Dorte Østergaard Jakobsen og skribent og fotograf Rigetta Klint.

 

Nye PR-tiltag

Frue Plads-udvalgets pressegruppe har i år besluttet at sætte fokus på personen bag værket i markedsføringen af markedet.

På plakater, flyers og annoncer vil man møde seks udstillere er udvalgt og fotograferet med deres produkt foran Vor Frue Kirke. De repræsenterer den faglige bredde i foreningen og indgår i den nye visuelle markedsføring. Desuden har markedet fået sin egen instagram-profil @frue_plads_marked

 

Mød de professionelle udøvere og få et særligt indblik i, hvad der rører sig på den danske kunsthåndværk- og designscene. Her kan man få historierne om det nyeste inden for vævede tekstiler, hånddrejet keramik, farverigt glas, grafiske værker, eksklusive smykker og meget mere.

 

Det er gratis at besøge markedet, og der er rig mulighed for at forsyne sig på de mange caféer og restauranter, der bidrager til den hyggelige sommerstemning omkring pladsen.

 

Åbningstider

Torsdag: 12-19
Fredag: 10-19
Lørdag: 10-16


Adresse

Frue Plads, København K.

 

Nærmeste S-tog: Nørreport St.

 

Se udstillerne 2022 her:

https://dkod.dk/fruepladsudstillere/