Markeder

Sommerens bedste kunsthåndværk- og designmarkeder

Markedssæsonen er i fuld gang. Landet over sælger professionelle kunsthåndværkere og designere produkter og unikaværker indenfor et bredt snit af faggrupper – fra mundblæst glas, hånddrejet keramik, 3d printede designs, træ, metal, vævede tekstiler, smykker i plast og ædelsten og meget mere. Få et overblik over nogle af de mest eftertragtede markeder for professionelt kunsthåndværk og design.

Foto fra Frue Plads Markedet i København, der afholdes hvert år i august. Fotograf Christoffer Askman.

Beddingen i Hundested den 8-9-10 juni
For femte år i træk samles over 60 kunsthåndværkere i de gamle bådhaller på Hundested Havn. Langs kajen er der åbent i gallerierne og på de arbejdende værksteder, og hele området vil summe af kreativitet og kvalitet. Læs mere

Keramikmarked på Museum Jorn den 9-10 juni
Som afslutning på udstillingen LER! inviterer museet på keramikmarked med nogle af Danmarks dygtigste keramikere. Læs mere

Skals Kunsthåndværkermarked den 15-16 juni
Højskolen for design og håndværk inviterer hvert år særligt udvalgte professionelle kunsthåndværkere til et marked. Læs mere

Skælskør Keramikfestival 11 juli
Festivalen er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor den bedste danske og internationale keramik vises frem. 65 keramikere i topklasse udstiller og sælger på havnen i Skælskør. Læs mere

Ovnhus kunsthåndværkermarked den 27-28-29 juli
Mød 70 professionelle kunsthåndværkere og designere. Læs mere

Marked i Møllen – Bornholm den 27 – 28 juli
Den Bornholmske sammenslutning for kunsthåndværkere inviterer til marked i Gudhjem Mølle. Læs mere

Frue Plads Marked den 9-10-11 august
129 professionelle sælger kunsthåndværk og design fra hjertet af København. I år fejrer markedet 35. års jubilæum med åbningstale af Københavns Kulturborgmester Niko Grünfeld. Det er Danske Kunsthåndværkere & Designeres eget marked, og Nordens største udendørs begivenhed for professionelt kunsthåndværk og design. Markedet er et sandt mekka af materialer, udtryk og teknikker indenfor tekstil, træ, smykkedesign, grafik, keramik, glas og meget andet.
Læs mere

Hjørring Kunsthåndværkermarked den 18. august
Markedet i Hjørring arrangeres af DKoD region Nord samt Kunstens Venner i Vendsyssel. I år er der godt 50 udstillere med på markedet.
Læs mere