Nyhed / Priser

Hæder fra Statens Kunstfond

Kunsthåndværkere og designere hædres af Statens Kunstfond.

Sarah Oakmans stentøj, 2017. Fotograf: Rigetta Klint

Kunstfonden præmierer hvert år et antal skabende kunsthåndværkere og designere, som har betydet noget særligt for dansk kunsthåndværk og design.

Michael Geertsen præmieres med 50.000 kroner for udstillingen ’Geertsen vs Hjorth’ på Hjorths Fabrik i Rønne.

Maj-Britt Zellmer Olsen og Sarah Oakman præmieres med 50.000 kroner hver for deres virke og for deres arbejde med at etablere Matter – House of craft på Nexø havn.

Han Kjøbenhavn og Casper Sejersen præmieres med 100.000 kroner for ’Sweet Melancholia – The Han Kjøbenhavn autumn/Winter 2021 show’.

Mikael Jackson, Stine Jespersen og Lea Mi Engholm præmieres med 25.000 kroner hver for deres fælles udstilling ’Infrastructure’ på Peach Corner.

Kim Buck præmieres med 50.000 kroner for smykkeudstillingen ’Kammertonen’ på A. Petersen.

Desuden præmieres IC3-toget for at være indbegrebet af godt dansk design.

 

Præmieringerne foretages af legatudvalget for Kunsthåndværk og Design, der består af beklædningsdesigner og udvalgsleder Anne Damgaard, møbeldesigner Hans Sandgren Jakobsen og designer Øivind Alexander Slaato.

 

Karriereløft

For fjerde gang har Kunstfonden udvalgt en række kunstnere, som bliver en del af karriereprogrammet ’Den unge kunstneriske elite’. Programmet giver nogle af de største håb inden for musik, scenekunst, billedkunst, litteratur, film, arkitektur samt kunsthåndværk og design et tilskud til at udvikle deres kunstneriske talent og hjælper dem på vej mod det nationale og internationale gennembrud.

Marie Sloth Rousing skaber tidløse og unikke tøjdesigns. I hver kollektion ønsker hun at fortælle en historie, som hun formidler gennem modefilm, installationer og performances. Her bliver beklædning og objekter ofte kombineret på forskellig vis for at udfordre vores forståelse af, hvad beklædning er og skal kunne tilbyde os.

Stine Mikkelsen er blevet et etableret og prisvindende navn inden for collectible design, hvor hun arbejder i feltet mellem håndværk og design, innovation og tradition. Hendes designs er udviklet med fokus på nye måder at forstå og udnytte materialer og designprocesser på.

SVALHOLM arbejder konceptuelt og tværæstetisk med dans, koreografi, design, skulpturer og installationskunst. I hendes kunstneriske praksis undersøger hun eksistentielle spørgsmål, og siden 2015 har hun arbejdet med ældre borgere for at skabe en mere autentisk repræsentation af de kroppe vi normalt ikke ser på scenen.

 

’Den unge kunstneriske elite’ blev uddelt første gang i 2018 og har til formål at hjælpe unge fremadstormende kunstnere med at få foden indenfor på den danske og internationale scene.

 

Læs mere

 

Kilde: Statens Kunstfond