Frue Plads Marked er Nordens største udendørs marked for professionelt kunsthåndværk og design med plads til ca. 130 udstillere. I år afholdes markedet for 37. gang den 13.-14.-15. august 2020. Medlemmer af Danske Kunsthåndværkere & Designere kan tilmelde sig markedet i perioden 3.-17. februar 2020.

Det helt særlige ved Frue Plads Marked er, at publikum kan møde de professionelle kunsthåndværkere og designere, og spørge ind til materialer, udformning og idé. Netop dialogen med publikum skaber et godt forståelsesgrundlag for kvalitet og prisniveau. På den måde er Frue Plads Marked ikke kun en salgsplatform, men også en scene der formidler betydningen af samtidens kunsthåndværk og design.
Frue Plads Markedet har et stort begejstret og trofast publikum, som DKoD værner om at holde fast i. Publikum tæller både kulturforbrugere, turister, kunstforeninger, samlere, indkøbere og kuratorer.
Markedet arrangeres af et udvalg bestående af 5-7 frivillige medlemmer og foreningens sekretariat. Markedets deltagere forventes at bidrage med frivillig hjælp til praktiske opgaver som pakning af tryksager i foråret, opsætning af parasoller, oprydning mv. Foreningen har desuden et godt samarbejde med Birkegruppen – en gruppe unge spejdere i alderen 17-20 år, som hjælper med diverse praktiske ting i den uge markedet finder sted.

Frue Plads Marked er:
En scene for samtidens kunsthåndværk og design
En salgs- og formidlingsplatform
Et stort kollegialt sammenhold
Baseret på frivillige hænder
Datoer
13.-14.-15. august 2020
Åbningstider
Torsdag: 12-19
Fredag: 10-19
Lørdag: 10-16
Adresse
Frue Plads
1168 København K.
Kontakt Danske Kunsthåndværkere & Designeres sekretariat for at høre mere om pris, vilkår og optagelsesmuligheder i foreningen: mail@dkod.dk