Nyhed

Naturen vinder Biennaleprisen 2019

Med projektet Revl & Krat har tekstildesigner Bess Kristoffersen og ædelmetalformgiverne Katrine Borup og Pernille Mouritzen skabt et projekt, hvor naturen inddrages som en fjerde medskaber. Den 25. april modtog de Biennaleprisen på 100.000 kroner doneret af Grosserer L. F. Foghts Fond.

Dorte Krogh har fotograferet Bess Kristoffersen, Pernille Mouritzen og Katrine Borup i naturen, som også er en stærk medspiller i Biennaleprojektet Revl & Krat, der modtog Biennaleprisen 2019.

Det var en enig priskomité, som valgte at tildele Biennaleprisen til tekstildesigner Bess Kristoffersen og ædelmetalformgiverne Katrine Borup og Pernille Mouritzen. I alt blev 3 projekter fremhævet og nomineret til prisen. De andre to projekter var AweAre af tekstildesigner Charlotte Østergaard samt Hverdagsceremoni af keramiker Sarah Oakman & glasformgiver Maj-Britt Zelmer Olsen.

Priskomitéen, der består af keramiker Peder Rasmussen, museumsinspektør Pernille Stockmarr og senior lektor Christina Zetterlund fra Linnéuniversitetet i Sverige, begrundede valget af Revl & Krat:

”Projektet ”Revl og Krat” forholder sig raffineret til temaet på flere relevante måder. Værket i sig selv er et fælleskab. Det illustrerer, hvad fællesskaber kan skabe, og igangsætter refleksion over, hvad fællesskaber betyder. I en ellers individualismepræget tidsalder forenes tre forskellige fagligheder og perspektiver i en ny kollektiv proces, hvor naturen indgår som en fjerde partner. På nysgerrig vis udforskes det komplekse forhold mellem natur og kultur. Ikke på en dystopisk måde, men i en samskabende dialog. ”Revl og krat” er et stærkt, præcist konceptuelt værk, der også er æstetisk undersøgende. Det er langt fra let at afkode ved første blik. Det synes grænseløst og dynamisk som fælleskaber også er. Nogle elementer er elegant fuldendte, andre er i tilblivelse, mens andet tjener til inspiration. Vi forundres, inspireres og inviteres med ind i udforskningen. 
Efter udforskningen følger refleksionen over fællesskabet.

Revl & Krat i Dyrehavehuset
De tre kunsthåndværkere er bundet sammen af Dyrehavehuset, som Bess Kristoffersen har omdannet til et atelier med løbende gæsteudstillinger og workshops. Her handler det om at dele, udveksle og samskabe. Gruppen fortæller om projekt Revl & Krat:

 


Vores Biennaleprojekt, Revl og Krat er tænkt i denne ånd. Vi inddrager naturen: planter, dyr, jord, vind og vejr som samarbejdspartnere. Ønsket er affødt af en trang til oprør mod det natursyn, der betragter mennesket som hersker over naturen. Vi ønsker at overlade en del af ansvaret og kontrollen til noget uden for os selv i et forsøg på at give magten tilbage til naturen og vise den respekt.


I Dyrehavehuset har de op til Biennalen afholdt en række workshops og dokumenteret hele forløbet. Installationen blev samlet på Statens Værksteder for Kunst.
Se fotos og læs mere om Revl & Krat i Dyrehavehuset

 

Fællesskabet og Biennalen
Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2019 har fællesskabet som et tema. De 18 Biennaleprojekter, som er udtaget til Biennnaleudstillingen, viser alle forskellige tolkninger af fællesskabet. Nogle humoristisk, nogle legende og nogle kritisk, men alle udforsker de den værdi, som fællesskabet giver os.

Biennalen for Kunsthåndværk & Design er en scene for samtidens udøvere. 18 projekter er udvalgt af en faglig jury efter et open call, og blandt udstillerne findes både helt nyuddannede udøvere side om side med veletablerede designere.

Foreningen Danske Kunsthåndværker & Designere har arrangeret Biennalen med støtte af en lang række fonde og samarbejdspartnere. Udstillingen vises på Nordatlantens Brygge fra 18. april – 5. maj 2019. Der er udgivet et katalog, som kan købes på Nordatlantens Brygge.
https://www.biennalen.dk

Jury og Priskomité
Biennalens jury har stået for at udvælge Biennaleprojekter efter et open call baseret på digitale ansøgninger. Priskomitéen står for at udpege nominerede samt vinderen af Biennaleprisen.
Læs om juryen

Læs om de 18 Biennaleprojekter

Læs om Biennaleprisen

Fra venstre: Maria Foerlev (jury), Pernille Stockmarr (jury + priskomité), Christina Zetterlund (priskomité), Peder Rasmussen (priskomité), Pernille Mouritzen, Bess Kristoffersen og Katrine Borup (prisvindere) samt Anni Nørskov Mørch (jury)

Arrangementer under Biennalen
Den 2.-3. maj afholdes konferencen Crafting Business/Crafting Opportunities. Her kan publikum blive klogere på forretningsmetoder og aktuelle projekter inden for nordisk kunsthåndværk og design. Find billetter her

Den 1.-13. maj afholdes Danish Design Festival. Publikum høre foredrag, få indblik i processer og gå i dialog med samtidens kunsthåndværkere og designere. Læs mere