Nyhed / Udstilling

Funklende efterfest i Rundetaarn

Ny udstilling med næsten 200 smykker og sølvobjekter hylder landets eneste dedikerede – og nu lukkede videreuddannelse for guld-, sølvsmede og formgivere. Udstillingen vises i Rundetaarn fra den 1. december - 13. januar.

Foto: Sara Marzialetti, 2016

Udstillingen ”Efterfest – en fejring af dansk smykkekunst og sølvkorpus gennem 65 år” viser, hvad afgangseleverne fra Guldsmedehøjskolen og senere kaldet Institut for Ædelmetal har kunnet drive det til. Næsten 200 forskellige værker vil afspejle ikke bare den moderne smykkekunsts historie, men også en mangfoldighed af håndværksmæssige teknikker, materialer, former og fortolkninger af en fingerring, et armbånd, en broche eller et halssmykke. Samtidig får en række sølvsmedes imponerende værker plads side om side med de bærbare værker.

”Formålet med udstillingen er først og fremmest at sætte fokus på, hvad en kunstnerisk efteruddannelse kan føre til. Værkerne er vidt forskellige, og vi håber, at publikum vil fornemme det overflødighedshorn af håndværk, kreativitet og engagement, der ligger bag dem alle”, siger en af de to initiativtagere bag, smykkekunstner Maria Tsoskunoglu, der ligesom sin kollega Nanna Obel også er uddannet fra Institut for Ædelmetal.


Formålet med udstillingen er først og fremmest at sætte fokus på, hvad en kunstnerisk efteruddannelse kan føre til.


Udover ønsket om at præsentere et væld af smykkekunst-værker for publikum og sætte et værdigt punktum for den nu lukkede uddannelse, hersker også håbet om at plante en spire til noget nyt: ”Udstillingen skal ikke ses som gravøl over en lukket uddannelse. Derimod har vi på en sjov og uhøjtidelig måde villet synliggøre, at smykkekunsten og sølvkorpus er fag, der i høj grad lever og bygger på kvalificerede, kunstneriske processer – den slags der blandt andet blev undervist i på skolen. Og vi håber, at udstillingen kan være med til at puste liv i og inspirere til nye uddannelsesmæssige tiltag”, forklarer Nanna Obel.

Foto: Hannan Emquies

Stolte traditioner i bevægelse
Skolen for Brugskunst husede Guldsmedehøjskolen, som institutionen hed først, og herfra afsluttede det første hold afgangselever i 1953 deres uddannelse. I løbet af skolens knap 65-årige historie har ca. 350 elever taget afgang og fået den beskyttede titel ”Ædelmetalformgiver”. Det er imidlertid ikke en dækkende titel: ”I de første år af uddannelsens historie var der ligeligt fokus på det traditionelle håndværk som på kunsten – det var især klassiske materialer som guld, sølv og ædelstene, der herskede blandt værkerne. Lidt efter lidt ser man nye materialer snige sig ind, og det klassiske håndværk udvikles eller tvistes til ukendelighed og giver plads til mere konceptuelle og provokerende værker i utraditionelle materialer og formgivning”, forklarer Maria Tsoskunoglu.
En lang række kendte smykkekunstnere og sølvsmede er uddannet fra skolen – fx Karen Strand, Ole Bent Pedersen, Lasse Bæhring, Yuki Ferdinandsen, Claus Bjerring, Bodil Binner, Katrine Borup, Gitte Bjørn, Nicolai Appel, Christine Bukkehave m.fl. ”Det har været utroligt spændende at se, hvor mange forskellige værker, der er dukket op – såvel fra ukendte som etablerede i branchen. Vi har ikke udøvet anden censur end, at hver udstiller skulle vælge ét værk. På den måde har de deltagende udstillere selv kunnet vælge et repræsentativt værk – eller kreere et helt nyt – uden vores smagsdomme”, fastslår Nanna Obel.

Foto: Helle Løvig Espersen

Fakta om udstillingen:

Åbner for publikum den 1. december 2018 i Rundetaarns Bibliotekssal og kan ses frem til den 13. januar 2019.
Entré 25kr.
Åbningstider: Alle dage fra kl. 10-18, tirsdage og onsdage kl. 10-21.
Dog lukket den 24., 25. december og 1. januar. 31. december lukkes kl. 15

Der er ”Tower Talk” torsdag den 6. december 2018 kl. 17 – Der afholdes offentligt smykkeseminar den 10. januar 2019 – se Facebook og Rundetaarns hjemmeside for mere info og tilmelding.

Om uddannelsen:

”Guldsmedehøjskolen” var i de første år en linje på ”Skolen for brugskunst” og blev i 1989 til ”Institut for Ædelmetal”. Oprindelig var uddannelsen en efteruddannelse for guld- og sølvsmede. Senere blev den også tilgængelig for andre med en designuddannelse bag sig eller tilsvarende færdigheder i især de håndværksmæssige teknikker på skolen. Sidste hold tog afgang i sommeren 2016. Der findes lignende uddannelser i Danmark, dog med et andet fokus, fx ”Accessory design” på Designskolen Kolding og KEAs PBA i Smykker.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Grosserer L.F. Foghts Fond, Det Obelske Familiefond, Kjøbenhavns Guldsmedelaug, Nationalbankens Jubilæumsfond, Augustinus Fonden, Beckett Fonden, Konsul George Jorck og hustru Emma Jorck’s Fond, Metal Vennerne, Aktiv Guld, Ravstedhus, Frits Pedersen A/S, Sjov&kreativ.dk, Discoworld.dk