Udstilling

Stone Poetry – A Slice of Home

Katrine Borup har i løbet af det sidste år kurateret en række udstillinger til Bagsværd Kirke under titlen TILSTEDEt. Den sidste udstilling er af smykkedesigner Mette Saabye og kan ses frem til den 11. marts. Kirken er designet af Jørn Utzon, og den markante arkitektur skaber en særlig scene for kunsthåndværket.

Foto: Benita Marcussen

27. januar – 11. marts 2018
Mette Saabye er TIL STEDEt’s niende og sidste udstiller. Stone Poetry – A Slice of Home
er en serie brocher af farvet laminat og sten – brocher med en særegent fossilagtigt udtryk
iblandet noget nutidigt. Brocherne er en slags erindringsbilleder af uddøde og truede danske
plante- og dyrearter. Inspireret af den priktegning, man anvender på Nationalmuseet,
når man registrerer oldtidsfund, har Saabye udviklet en helt særlig udskæringsmetode,
hvor hun, i stedet for at slibe og skære i de sten hun arbejder med, borer motivet ud som
en slags tredimensionel priktegning.
Med Stone Poetry – A Slice of Home vil Saabye gerne påpege, at vi risikerer at miste noget
dyrebart, hvis vi ikke tager ansvar og handler med lidt større omtanke. De fossilagtige
stendyr og –planter er placeret på en bund af farvet laminat. Laminatet siger noget om vores
tid og er en kommentar til, hvor meget vi sviner. Der er plastik overalt i naturen, og det
er til fare ikke bare for dyrene, men også for os selv. Som i et leksikon angiver de ovale og
runde laminatskiver dyrenes og planternes farvepalet, men de rummer også en lille hilsen
til Jørn Utzons arkitektur.
Utzon inddrager naturen på flere måder i sin arkitektur. Den store betonkonstruktion i kirkesalen
i Bagsværd refererer til skyerne på himlen, men er også ”bare” stram geometri og
pragmatisk konstruktion. Noget lignende gælder de montrer, Mette Saabye har skabt til
sine brocher og gallerigangen i Bagsværd Kirke: ti træskuffer med lange tynde stankelben
anbragt på række, let forskudt i forhold til hinanden…..som var der tale om en lille myrehær
på vej gennem gangen.
De dyrelignende men også formelt stramme montrer leger med gallerigangens geometri:
det rytmiske og gentagelsen for eksempel. De mange ben går i dialog med beton
søjlerne og gulvets striber, og de rektangulære skuffer korresponderer fint med gangens
væg- og gulvmodul. Montrerne formidler skalaspringet fra smykker til rum og skaber et
klart hierarki i installationen.
STED:
Bagsværd Kirke
Taxvej 14-16
2880 Bagsværd
www.bagsvaerdkirke.dk
Kirken ligger 5 minutters gang fra Bagsværd S-togsstation
ÅBNINGSTIDER:
Mandag – fredag kl. 9-16
Søndag kl. 11.30-16
NB! Gallerigangen kan være midlertidigt lukket i åbningstiden pga. kirkelige handlinger. Kontakt evt. kirketjeneren
forud for et besøg på 44 98 92 94 eller bk_kirketjener@hotmail.com

OM TIL STEDEt
TIL STEDEt er en udstillingsrække i Bagsværd Kirke. Nogle af landets dygtigste kunsthåndværkere
og designere er på skift gået i dialog med Utzons fantastiske arkitektur og
har udstillet nye værker lavet specielt til kirkens gallerigang. Det har været TIL STEDEt’s
ambition at undersøge, om kunsthåndværk og design kan noget andet end billedkunst i
dialogen med et konkret sted.
Udstillingsrækken er kurateret af arkitekt og smykkekunstner Katrine Borup og støttet af
Statens Kunstfond og Nationalbankens Jubilæumsfond

Se medlemsprofil for Katrine Borup

Se medlemsprofil for Mette Saabye