Artikel

Q&A: Kähler om samarbejdet med kunsthåndværkere og designere

Kähler Design er en succesfuld designvirksomhed, som udvikler og producerer keramik i samarbejde med nogle af de mest talentfulde og fremtrædende designere i dag. Med sin 179 år lange historie er Kähler Design funderet på en rig design historie og unikke håndværksmæssige traditioner.

- Få et indblik i virksomhedens tanker om designsamarbejder, fremtiden og materialet her, hvor PR og kommunikationschef for Kähler Design Kristina Kousgaard Sørensen svarer på spørgsmål.

Kähler design har i samarbejde med designeren Hans Christian Bauer designet Hammershøi-serien inspireret af Svend Hammershøis historiske værker. I serien møder historie og tradition en nutidig formgivning og designtanke - smukt fortolket i moderne design, som alle bærer de historiske og karakteristiske riller.

Hvordan udvælger I de kunsthåndværkere/designere, som I samarbejder med? Har I opstillet kriterier? Er der særlige kanaler I benytter for at spotte nye talenter?

Der er to forskellige indgangsvinkler til starten på et nyt samarbejde mellem Kähler Design og en designer eller kunsthåndværker. Vi bliver både kontaktet af designere, der ser os som en potentiel samarbejdspartner omkring et konkret projekt, og vi kontakter en designer vedrørende et projekt, som vi tænker designeren kan løse for os. Hvor det er os, der kontakter en designer eller kunsthåndværker handler det i høj grad om, at vi ser et match mellem det, som vedkommende allerede arbejder med eller tidligere har arbejdet med, og det udtryk vi gerne vil ramme med et nyt projekt. Det kan være et bestemt formsprog, teknik, materiale, farvesætning eller lignende.

Vi tror på, at vi får det bedste resultat ved at arbejde videre med det formsprog som designeren eller kunsthåndværkeren allerede mestrer til fulde, da designet og det endelig produkt gerne skal afspejle både Kähler og den pågældende designers særegne DNA. Så på den måde er der ikke et bestemt sæt kriterier, der følges, men det er en afvejning i forhold til den enkelte opgave, vi gerne vil løse.

I forhold til at spotte nye talenter, så samarbejder vi med de forskellige designskoler, og følger selvfølgelig også med i hvad der sker på designscenen i både ind- og udland.

I 2016 indgik Kähler samarbejde med den prisbelønnede designer Cecilie Manz, og ud af det kom en moderne, nordisk stelserie med fantastiske kvaliteter og spændende materialesammensætninger. Serien har navnet Kaolin og er fremstillet i porcelæn, der med sit tynde og delikate materiale komplementerer designet på stellet, der netop er rent, let og enkelt. Sammen med Kähler vandt Cecilie Manz tre prestigefyldte, internationale priser for Kaolin-stellet: the iF Design Award, The Iconic Award "Best og Best" og Red Dot Award og Cecilie er netop blevet kåret som Designer of the Year 2018 af den franske messe Maison & Objet.

Hvad sker der når et værk bliver en del af en produktion? Bliver der indgået kompromisser i forhold til værkets udformning? Hvordan foregår det praktiske samarbejde mellem Kähler og de udøvende? 

Inden et produkt bliver sat i produktion er det ofte gået igennem en lang proces, hvor der helt sikkert er blevet indgået nogle kompromisser, da der tit er forskel på, hvad der kan lade sig gøre på papiret, og hvad der kan lade sig gøre, når man skal til at replicere et produkt i en større produktion, hvor materialer, produktionsteknikker etc. er forskellige fra et lille værksted. Disse kompromisser vendes med den pågældende designer, således at begge parter oplever at det endelige produkt er lige, som det skal være.

Siden 1839 har førende kunstnere og kunsthåndværkere skabt keramik af international klasse for det danske keramikbrand Kähler. Som en hyldest til Kählers legendariske værker, og keramikkens strenge krav til form og præcision har de to designere Ditte Reckweg og Jelena Schou Nordentoft, inspireret af de klassiske vaser fra Kähler, skabt den håndmalede serie ’Omaggio’, med de ikoniske striber.

Har I en designbeskrivelse, der afgør om et værk kan være ’en Kähler’?

Der er nogle helt gennemgående elementer, som vi fokuserer på i udvælgelsesprocessen, og mange af vores produkter tager afsæt i et organisk, feminint formsprog, der har til formål at signalere personlighed og imødekommenhed. Desuden er det vigtigt for os, at nye produkter udvikles med udgangspunkt i Kählers DNA med fokus på håndværket, historien og et dansk designudtryk.

I øjeblikket er der en del debat om kopiering. Hvordan sikrer I jer, at I ikke kommer ud med produkter, der allerede er på markedet?

Vi holder øje med, hvad der sker på markedet, således at vi kan nå at stoppe et projekt, hvis vi oplever det ligger for tæt op ad et allerede eksisterende produkt, dels arbejder vi overvejende med eksterne designere og kunsthåndværkere netop for at sikre en høj originalitet i vores design.

Kunstneren Svend Hammershøi var i et halvt århundrede tilknyttet Kählers værksted i Næstved. Her skabte han sine store imponerende vaser med kraftige profileringer og riller. Disse riller har siden inspireret designeren Hans Christian Bauer til at designe Hammershøi-serien i samarbejde med Kähler.

Hvordan fornyer I det 179 årige Kähler brand? Hvad kommer vi til at se fremover? 

Kähler har altid været mere tidstypisk end tidløs, og derfor handler det hele tiden for os om, at være i tråd med den omverden vi er en del af, men med stor respekt og forståelse for, hvad der siden 1839 har været vores kerne, nemlig arbejdet med ler, og dets mangesidede facetter. Ved hele tiden at tage afsæt i vores DNA og matche det op i mod den virkelighed vi pt. er en del af, er det svært ikke at forny sig, og det vil vi også gøre frem over. Vi tror ikke på en bestemt stil eller trend, men på, at vi har et helt særligt materiale, der til en hver tid skal give mening uanset udformning, karakteristika og kunstner.

Om Kähler

Kähler Design er en succesfuld designvirksomhed, som udvikler og producerer keramik i samarbejde med nogle af de mest talentfulde og fremtrædende designere i dag. Kähler blev grundlagt i 1839 og er i dag en moderne virksomhed med hovedsæde i Næstved og butikker og restauranter i Aarhus, Næstved og Oslo.

Kähler brandet er funderet på en stolt design historie og unikke håndværksmæssige traditioner og inspireret af deres 179 år lange historie laver Kähler højkvalitets keramiske produkter til det moderne hjem til alle, der elsker at blande nordisk design æstetik med personlig og kreativ indretning. Kählers designprodukter har vundet adskillige designpriser og sælges i dag over hele verden.

Kähler Design er i dag ejet af den Aarhusbaserede forretningsentreprenør og arkitekt Frantz Longhi, som siden 2007 har givet nyt liv til den berømte kulturelle arv fra Kähler-mærket. Læs mere