Udstilling

I ET NU – Contemporary Function

Ann Linnemann Gallery i København viser udstillingen I ET NU - Contemporary Function af Ursula Munch-Petersen & Steven Rolf, USA fra den 27. april - 10. juni 2017.



Steven Rolf

Ursula Munch-Petersen & Steven Rolf USA

Udstilling d. 27 april – 10 juni 2017

Samtidskunst & nutidig funktion – fra pottemager til industrielt design. 
Mødet mellem kunsthåndværker og designer Ursula Munch-Petersen og en yngre amerikansk pottemager Steven Rolf sætter det håndlavede og industriproduktet ind i en dialog om værker til daglig brug.

Ursula Munch-Petersen er opvokset med dansk design, håndværk og brugstradition, mens Steven Rolf relaterer til amerikansk håndværk og Minnesota-områdets keramiktradition.
De arbejder begge med fokus på brugsfunktion og et idealistisk forhold til brugeren, en høj grad af bevidsthed og ærlighed i forhold til daglig brugskvalitet og et formmæssigt raffinement af genkendelig karakter med spor af håndens og tankens berøring. 

Inspiration fra Japan og British Studio Pottery til moderne brugsting og nutidige idékoncepter præsenteres i form af Stilleben med værker af australske og danske keramikere: Kirsten Coelho, Prue Venables, Anne-Mette Hjorthøj m.fl.

Spændingsfeltet i modsætningernes møde er at finde de interessante sammenhænge, lige som i sproget at finde frem til ordenes vandring eller i kultursammenstød at opleve fælles referencepunkter.

Ursula Munch-Petersen

URSULA MUNCH-PETERSEN er anerkendt for sine brugsvenlige design i industriel produktion. Fra smukt kunsthåndværk er hendes værker blevet til gode industrielle produkter, der ofte rummer samme følelse som i godt kunsthåndværk, – en ærlig forbindelse mellem håndens arbejde og brugsfornuft. 
Mange kender LÆRKESTELLET og URSULA – fade, skåle, kopper og kander i stærke farver og karakterfulde karakteristiske former. 
Denne udstilling rummer nogle af de værker, der nu efter industriens kvalitetsmæssige ‘fallit’ og ‘outsourcing’ er blevet værdifulde samlerobjekter, fade og skålesæt fra Royel Copenhagens produktion og Ursulas eget værksted.

Tak til Statens Kunstfonds Projektpulje for fondsstøtte til Galleriets formidling i 2017.

Åbningsreception torsdag d. 27 april kl. 16-19.00

Læs mere