Officinet / Udstilling

Udstillingen “DUG” af Helle Bovbjerg

Oplev en poetisk, flydende og kraftfuld skildring af fænomenet DUG på Helle Bovbjergs soloudstilling i Officinet

Helle Bovbjerg undersøger fænomenet DUG i Officinet. Foto: Kirstine Autzen.

Kan en dug af ler tegne et symbolsk portræt af det moderne parforhold? Kan den forstenede dug fastholde stofdugens imødekommende og bløde kvaliteter? Og taler farverne til os som gamle glemte og fortrolige tekstiler fra mormors linnedskab?

Få svaret i Officinet, når keramisk formgiver Helle Bovbjerg spiller på den dobbelte betydning af ordet DUG med nye konceptuelle værker i ler.

DUG er et velkendt hverdagsobjekt fra hjemmet. Som basen på det veldækkede bord for et måltid bruger vi dugen, når vi samler mennesker. Her rummer dugen taktile tekstile kvaliteter, der også er livsminder og afspejler stærke erindringer om hjemmet.

Samtidig er DUG en vigtig markør af døgnet og en fysisk sansning, der indikerer livets flygtige illusion, der lander som dråber på jorden.

Udstillingen tager afsæt i Helle Bovbjergs egen samling vævede duge, der med deres mønstre af farver og linjer repræsenterer minder over generationer. Med inspiration fra de gamle stofduge har hun overført parallelle farver og linjer til keramiske flader, udført med glasur, begitninger og oxider.

 

Fernisering fredag den 1. september kl. 16-19

 

Samtale “DUG – erindring og objekter” torsdag den 21. september kl. 17-19
Kurator og kunstkritiker Trine Rytter Andersen vil i samtale med Helle Bovbjerg udfolde og diskutere udstillingens eksperimentelle, konceptuelle og materialemæssige afsæt. Undervejs vil de to i dialogen også undersøge, hvordan erindring knytter sig til objekter, og hvordan materialitet påvirker vores psyke og nervesystem.
Trine Rytter Andersen er uddannet på Det Jyske Kunstakademi og har anmeldt og skrevet om samtidskunst siden 1999. Hun har i 11 år været en fast en stemme på Kunsten.nu

 

I forbindelse med udstillingen udgives også et katalog med tekst af Trine Rytter Andersen.

 

Udstillingsdesign: arkitekt Marianne Mellembakken MAA

 

Udstillingsperiode: 1. september – 23. september 2023

Åbningstider: Tirs-fre.: 12-17. Lør.: 14-17.

Officinet, Danske Kunsthåndværkere & Designere
Bredgade 66
1260 København K
Fri entré

Dobbelttydig dug. Værk af Helle Bovbjerg. Foto: Kirstine Autzen. 2023.