Udstilling / Officinet

The Blue Hour af Christina Augustesen og Ptolemy Mann

I udstillingen ”The Blue Hour” bringer Christina Augustesen (DK) og Ptolemy Mann (UK) to kunstarter sammen og skaber med tekstil og akryl en mangfoldighed af farver med reference til himmellysets transformation gennem skumringstimen.

 

Den blå time refererer til tiden lige før solopgang og kort efter solnedgang, hvor himlen skifter fra et varmt gyldent lys til et blåt, køligt lys.

Skumringen eller mørkningstimen fungerer som metafor for Christina Augustesen og Ptolemy Mann og den måde, hvorpå de indfanger og formidler de skiftende farver på himmelen – i tiden, hvor solens stråler langsomt forsvinder ned bag horisonten. Augustesen og Mann skaber værker, hvor lys, mørke og farver sanses i materialer som tråd, papir og akryl, og udstillingen viser en visuel registrering af dynamiske skift imellem lys og mørke og de farver, der opstår herimellem.

The Blue Hour i Officinet. 2022. Foto: David Stjernholm.

 

Udstillingen ’The Blue Hour ’ danner ramme om en serie af væg- og gulvbaserede lysskulpturer, der præsenterer skift af nuancer ved hjælp af kunstigt og naturligt lys samt beskuerens bevægelse rundt om de tredimensionelle skulpturer og relieffer. I udstillingen vil man også kunne opleve et monumentalt håndfarvet og vævet kunstværk med glimt af mættede ikat-farvede tråde, der minder om midnats Aurora Borealis.

Augustensen og Mann mødtes gennem en fælles fascination af dagslysets dynamik og har begge udforsket, hvordan skift fra én farvenuance til en anden kan omsættes og opstå gennem bevidst brug af materialer og kontraster i lys og mørke.

 

De to kunstnere viser særlige teknikker og materialer i et nutidigt greb, der åbner op for materialernes potentialer i et kunstnerisk felt. De sætter fokus på dagslysets ressource og udfolder de kvaliteter, der ligger i at bruge dagslyset bevidst og synliggøre lyset, farverne og materialets sameksistens og vigtige rolle i menneskers sanseøkologi.

Foto: David Stjernholm.

 

Christina Augustesen er billedkunstner med en baggrund som arkitekt fra Det Kongelige Akademi i København og lysdesigner fra The Bartlett, UCL i London. Ptolemy Mann er billedkunstner og tekstildesigner og uddannet på Royal College of Art og Central St. Martins College of Art & Design i London.

 

Foto: David Stjernholm.

 

Fernisering: 2. september 2022 kl. 16-19

Udstillingsperiode: 2. – 23. september 2022

Åbningstider: tirsdag – lørdag kl. 12-16

 

Artist Talk: 13. september 2022 kl. 16-17 og 17-18

Finissage 23. september 2022 kl. 16-18

 

Gratis Entré

 

Officinet

Bredgade 66

1260 København K

#officinet

 

Foto: David Stjernholm.

 

Udstillingen er støttet af Statens værksteder for Kunst, Grosserer L. F. Foghts Fond og  Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond af 1968.