Nyhed

Sommerhalvårets kunsthåndværker- og designmarkeder er aflyst

Regeringens aflysning af sommerens festivaler og markeder får store konsekvenser for de mange kunsthåndværkere og designere, der lever af markederne. Rigtig mange kunsthåndværkere og designere går glip af årets vigtigste indtægtskilde. DKoD opfordrer til, at folk i stedet køber kunsthåndværk og design lokalt og online.

Foto: Frue Plads Marked. Fotograf Christoffer Askman.

For mange kunsthåndværkere og designere er markederne en enestående mulighed for både at sælge og formidle egne værker og produkter. Det er her de præsenterer og sælger værker, netværker og finder nye kunder.

For første gang i 37 år kan det store årlige kunsthåndværkermarked på Frue Plads ikke afholdes. Markedet tiltrækker gæster fra hele verden, og for mange kunsthåndværkere og designere er det årets vigtigste begivenhed. Foruden et stort dansk publikum besøges markedet også af internationale kuratorer, samlere og forhandlere.

”For mig har Frue Plads Markedet været en begivenhed, hvor jeg fik mit gennembrud til et stort dansk publikum. Det er årets højdepunkt i forhold til salg og formidling af mine værker, og det bliver svært at få folk til at købe udelukkende ved at se billeder på nettet, da salget ofte afhænger af, at folk kan se og mærke materialerne, inden de forelsker sig og køber et værk. Det vil få konsekvenser for resten af årets omsætning, da markedet altid afføder et eftersalg og nye udstillingsaftaler”.
– fortæller keramiker Charlotte Nielsen, der også er med til at arrangere markedet.

 

Mødet mellem publikum og udøver er en stor del af markedsoplevelsen. DKoD opfordrer til, at den gode dialog fortsættes via de kanaler, som er til rådighed. Fotograf Kasper Helms Thorsøe

Frue Plads Markedet har eksisteret siden 1983 og har i løbet af årene udviklet sig til at være Nordens største udendørs marked for professionelt kunsthåndværk og design med godt 130 udstillere. Her kan publikum møde udøverne, få indblik i dansk kunsthåndværk og design og ikke mindst købe langtidsholdbare unikaværker og produkter.

DKoD opfordrer nu markedets publikum til at købe kunsthåndværk og design lokalt og online samt fortsætte den gode dialog med udøverne.

Gå på opdagelse i medlemsoversigten, der rummer et væld af materialer, udtryk og produkttyper. Mange af kunsthåndværkerne og designerne har egne webshops eller vil gerne sende værker efter aftale. Ring eller skriv og aftal et personligt møde.

 

Gå på opdagelse i medlemsprofilerne

Læs mere om Frue Plads Markedet