Nyhed / corona-tema

Anbefalinger til regeringen

Anbefalinger til regeringen fra Forbundet Arkitekter og Designere, Danske Kunsthåndværkere & Designere og Design Denmark i forbindelse med de økonomiske konsekvenser af regeringens COVID-19 beredskab.

Oprettet den 20. marts 2020

 

Situationen, der udvikler sig nu, har særligt uheldige økonomiske konsekvenser for kunsthåndværkere, designere og arkitekter – og andre i den kreative branche, der ofte baserer deres indtægter på en vifte af indtægtskilder, på tværs af selvstændig virksomhed, honorarer og lønindtægter. Mange lever samtidig af meget beskedne indtægter, hvilket gør dem yderligere sårbare.
De af regeringen indførte hjælpepakker er målrettet en silotænkning, hvor man enten er lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende. Der opereres med minimumsindtægter, hvorfor mange kunsthåndværkere, designere og arkitekter vil falde udenfor, og opleve ikke at kunne få adgang til den yderst nødvendige støtte.

 

Konkrete udfordringer, der medfører økonomisk tab for særligt kunsthåndværkere og designere med egen produktion:

    • Kunsthåndværkere og designere er oftest selvstændige erhvervsdrivende, mange har udsalg fra egne værkstedsbutikker, suppleret kommissionssalg fra f.eks. museumsbutikker. Vi har allerede registreret økonomiske konsekvenser i første fase af pandemien, idet publikum og kunder udeblev. I den nuværende skærpede situation er det gået helt i stå.

 

    • I Danmark findes mange kunstnerdrevne udstillingssteder. De fungerer som kunstner-kooperativer uden offentlige tilskud. I den akutte situation udebliver publikum, og det er allerede nu klart, at mange vil opleve, at deres indtægt forsvinder. Som konsekvens af de strammede regler for befolkningens færden, er det nu meningsløst at holde åbent.

 

    • Mange kunsthåndværkere og designere får en vigtig del af deres indtægter fra jobs som løst tilknyttede undervisere på f.eks. aftenskoler og højskoler. Men når skolerne lukker på ubestemt tid, vil mange helt få aflyst deres undervisning. Dette gælder også de, der fungerer som foredragsholdere og omvisere.

 

    • Kunsthåndværkere og designere, som udfører opgaver indenfor kunst i det offentlige rum, kan opleve forsinkelser i leverancer og forsinkelser i byggeprocesser, der på sigt kan medføre økonomiske problemer.

 

    • Situationen rammer også kunsthåndværkere og designere, der udfører udstillinger, udsmykninger og installationer, og dermed ernærer sig af tilknyttede honorarer, legater og fondsmidler. De vil opleve, at opgaver, de har modtaget tilskud til, ikke kan gennemføres, f.eks. pga. lukkede udstillingssteder. Dette kan medføre krav om helt eller delvist tilbagebetaling af tilskud.

 

Konkrete udfordringer, der medfører økonomisk tab for særligt arkitekter og designere med enkeltmandsvirksomhed:

 

    • Kunder indstiller arrangementer, nyskabelser og projekter. Udviklingsprocesser tager tid, en manglende udvikling i dag vil påvirke indtjening i lang tid fremover.

 

    • Produktionskæderne belastes internationalt. Dette medfører forsinkelser, tabt fortjeneste og hæmmer udvikling af nye produkter.

 

    • En enmandsvirksomhed, kan være udfordret i forhold til at dokumentere tabt fortjeneste.

 

    • Alle tiltag, der inkluderer et fysisk møde fjernes; udstillinger, workshops, talks og undervisning mm. For særligt uheldige aktører kan COVID-19 krisen medføre, at aktiviteter som har været planlagt gennem lang tid aflyses uden nogen indtjening.

 

    • Konkurrencen blandt kolleger i samme svære situation bliver ekstra barsk. Det vil gå ud over honorarer, tidsplaner og kvalitet.

 

Vi foreslår følgende tiltag, for at afhjælpe de økonomiske udfordringer der er knyttet til tilværelsen som kunstner kunsthåndværker og designer, der falder udenfor eller imellem de hjælpepakker, regeringen har gennemført for at håndtere udbruddet af COVID-19.

 

1: At kompensationsordningerne tager højde for en prekær sammensætning af indkomst med mange små lønninger, legater, overskud af egen virksomhed mm. Der skal oprettes en særbevilling til kunsthåndværkere, designere, kunstnere og andre udøvere, som tager højde for at mange lever under minimumskravet om 180.000 kr. årligt.

 

2: Der oprettes en kompensationsordning for private kollektivt drevne værkstedsbutikker og udstillingssteder, for refusion af indtægtstab som følge af de restriktioner regeringen pålægger publikum.

 

3: At offentlige institutioner, og offentligt støttede museer og udstillingssteder skal udbetale aftalt honorar ved aflyste udstillinger, omvisninger, foredrag og lignende.

 

4: Timelønnede og løst ansatte kompenseres for tab af indtægter ved f.eks. aflyst undervisning og foredrag.

 

5: Kompensationsordning for kunsthåndværkere og designere der pga. corona restriktioner oplever at deres opgaver, bliver forsinkede, udskudt eller aflyst, får udbetalt aftalt honorar.

 

6: At Statens Kunstfond får øget bevillingen til indkøb af værker.

 

Se også BKF’s anbefalinger til regeringen

Situationen er parallel i de nordiske lande, men løsningerne fra de nordiske regeringer og myndigheder er meget forskellige.
Se Norske Kunsthåndværkeres anbefalinger til den norske regering