Udstilling

 PORCELAIN PLUS Göransson + Manz + Nordli

Udstillingen PORCELAIN PLUS - Nordli + Manz + Göransson er en materialebaseret udstilling, hvor porcelænets potentiale for kunstneriske udsagn demonstreres af tre nordiske ekvilibrister. Det er en samtidsudstilling, der behandler aktuelle og klassiske kunstneriske problemstillinger

Mia E. Göransson, Bodil Manz og Irene Nordli. Foto credit: Køppe Contemporary Objects

 

Irene Nordlis (N) udgangspunkt er porcelænsfiguren. Den har undergået en udvikling, hvor figurative elemeter titter frem i store organiske ophobninger. Brugen af materialet er voldsom og har karakter af intuitive følelsesudladninger, samtidig med at genkendelige humane dele skimtes. Resultatet er en nutidig keramisk skulptur med reference til den traditionelle porcelænsfigur.

 

Bodil Manz (DK) arbejder som udgangspunkt med “beholderen”. På udstillingen vises hendes nyeste porcelænscylindere. De er papirstynde med skarpe geometriske dekorationer, men her er tilført en diskret perforering, der åbner skærven op til det indre rum. Gennem sit mangeårige arbejde med porcelænet har Bodil Manz opnået en enestående fornemmelse for materialets formåen og poetiske tilstedeværelse.

 

Mia E. Göransson (S) arbejder i still life-traditionen. Med udgangspunkt i sit enorme kartotek af forme støber hun elementer, der stables og sammensættes til abstrakte iscenesættelser i sarte farver. Hun beskæftiger sig med billedhuggerens klassiske fokus på kontraster: blødt – hårdt, forestillende – abstrakt. Mias tableauer bliver til keramiske landskaber med referencer til natur og industri.

 

Udstillingens periode:  8. februar – 29 februar 2020

Fernisering fredag d. 7. februar kl. 16-19

Udstillingen er åben:  onsdag til lørdag kl. 12-17

 

Udstillingen er kurateret af Bettina Køppe – Køppe Contemporary Objects.