Nyhed / Viden

Ny royaltykontrakt skal styrke designeres rettigheder over eget arbejde

Forbundet Arkitekter og Designere og foreningen Danske Kunsthåndværkere & Designere præsenterer en ny royaltykontrakt for designbranchen, som skal gøre forhandlingen mellem designer og producent mere gennemskuelig og fair.

Foto fra Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2019. Fotograf Kamilla Bøgesø.

Hvis vi skal bevare udviklingen i dansk design og sikre en levedygtig dansk designbranche, så er de udøvende designere nødt til at få en rimelig betaling for deres arbejde. Det er et af budskaberne, når Forbundet Arkitekter og Designere sammen med foreningen Danske Kunsthåndværkere & Designere præsenterer en ny royaltykontrakt, der gerne skal blive designbranchens nye standart.

Kontrakten præsenteres i forbindelse med konferencen Crafting Business//Crafting Opportunities på Nordatlantens Brygge i København den 2.-3. maj.

Ny kontrakt løfter udgangspunktet for forhandling

Den nye royaltykontrakt skal sikre designere et bedre udgangspunkt for at forhandle rettighederne til deres arbejde. Ofte vil en selvstændig designer stå over for en producent, der har en hel juridisk afdeling bag sig. Kontrakten er udviklet med udgangspunkt i designerens forhold og skal gøre forhandlingen af royaltyaftaler mere gennemskuelig og balanceret for begge parter.


Gennem vores medlemmer har vi oplevet at forskellige kontrakter har floreret i branchen. De har generelt været uklare, ikke tidsvarende og mest til modpartens fordel. Den nye royaltykontrakt, vi har fået udarbejdet, tager udgangspunkt i designerens situation og indeholder alle de dele, man som designer skal overveje og tage stilling til. Det er et forsøg på at skabe et mere balanceret forhold, når designeren skal forhandle med en producent og deres juridiske afdeling. Og samtidig gøre kontraktens forhold mere gennemskuelige for designerne.


Det fortæller direktør i Forbundet Arkitekter og Designere (FAOD) Arne Ennegaard Jørgensen.

FAOD og Danske Kunsthåndværkere & Designere præsenterer kontrakten i fællesskab. Og de to foreninger er løbende i dialog også med brancheorganisationen Design denmark omkring kontraktudvikling. Det er et vigtigt signal at sende, fortæller Arne Ennegaard Jørgensen, da han håber, kontrakten på sigt vil kunne blive standart for hele designbranchen.

”Vi er utrolig glade for at styrke samarbejdet på tværs af branchens organisationer, og at vi kan lancere den nye kontrakt i det samarbejde. Det er en fordel for branchen at have en fælles standart. Det lægger en bund for, hvad der er ret og rimeligt, når en designer skal forhandle en royaltyaftale. Mange producenter forstår ikke, hvad design koster, og en god standartskabelon kan give designeren et rimeligt udgangspunkt at starte forhandlingen fra. I dag er designere alt for lette at presse til at indgå aftaler, der ikke er til deres fordel. Også når det gælder helt åbenlyse urimeligheder,” siger Arne Ennegaard Jørgensen.

Vi skal sikre dansk designs fremtid

”Det tager typisk et år til halvandet fra idéen spirer, til et designprodukt kan være på markedet. I det tidsrum tjener du som udgangspunkt ikke noget som designer. Det gør du først, når royalties bliver udbetalt,” fortæller Hans Christian Asmussen, designer og formand for Danske Kunsthåndværkere og Designere.

Han mener, det er et stort problem for udviklingen af dansk design, at designere generelt tjener alt for lidt i forhold til, hvad de bidrager med.

I praksis kan du have mange produkter på markedet, du ikke tjener noget på. Derudover er produkters levetid betydeligt kortere i dag, end den var for 20-30 år siden, da royaltysystemet gik sin sejrsgang. Produkter er i dag typisk på markedet i to til tre år, hvis det går godt. Så det er svært at nå at generere en indtægt, siger han og understreger:

”Vi skal have ændret de her forhold, så vi kan sikre at der også i fremtiden vil eksistere noget, vi med stolthed kalder dansk design. Og en ordentlig kontrakt er en begyndelse.”

Den nye royaltykontrakt lægger bl.a. op til, at designere, ud over royalties, får udbetalt et engangsvederlag for deres design.

FAKTA OM NY KONTRAKTSKABELON FOR ROYALTYAFTALER

  • Royaltykontrakten er en kontraktskabelon, som indeholder alle de aspekter af en royaltyaftale, man som designer skal tage stilling til.
  • Royaltykontrakten er udviklet på initiativ fra Forbundet Arkitekter og Designere (FAOD) og Danske Kunsthåndværkere & Designere (DKoD) med brancheorganisationen Design denmark som samarbejdspartner.
  • Kontrakten er juridisk gennemarbejdet specifikt til designbranchen og vil være tilgængelig for alle medlemmer af FAOD og DKoD.
  • Forbundet Arkitekter og Designere og Danske Kunsthåndværkere & Designere tilbyder rådgivning til deres medlemmer i forbindelse med brug af kontrakten.

Kilde: pressemeddelelse fra FAOD & DKoD